søndag den 31. maj 2015

En lang søndag

Årets sidste forårsdag - i hvert fald ifølge kalenderen - blev brugt til en rigtig lang træningstur. Hele 40 km blev det til, med næstren fuld oppakning, dvs. ca. 9 kg.

Vandringen gik "med uret" rundt om Tystrup-Bavelse Søerne. Fra Herlufmagle gik turen over Trælløse til Skelby (Fruen gik med de første par km). Herefter over Susåen og videre til Rejnstrup. Derpå gennem Vinstrup og Tystrup før jeg nåede frem til Kongskilde Friluftsgård efter godt 20 km. Herefter gik det forbi Sorø Golfklub til Vester Broby og videre til landevejen mellem Sorø og Næstved. Her svingede jeg over Susåen og fortsatte mod Glumsø og Trælløse, før jeg efter 7,5 times vandring nåede hjem til Herlufmagle.

Vejret startede rimeligt med en smule sol og en god vind. Det var dog køligt, og vindjakken kom ikke af på noget tidspunkt. Efter 30 km begyndte det at regne let, men helt gennemblødt blev jeg ikke. Til gengæld var jeg godt mør, da jeg nåede hjem, men alt i alt var det en rigtig god træningstur.

Jeg har i øvrigt anskaffet mig en ny mobil - og kameraet virker da på den, som læserne kan se af nedenstående billeder.

Gennem Skelby.
Susåen. 
Landevejen mod Rejnstrup.

Gennem Rejnstrup.

Vejret var fint på de første 30 km.

Det flotte danske forårslandskab.

Tystrup Sø.

Køerne er glade for at komme på græs.

Mod Vester Broby.

Dansk forår.

På vej mod Glumsø.

Trælløse - regnen er begyndt.

torsdag den 28. maj 2015

En kort tur hjemad

Det blev til en kortere vandretur i dag fra Ringsted og hjem. Fruen var behjælpelig med at køre mine ting hjem, mens jeg selv gik de ca. 19 km fra arbejdspladsen til hjemmet i Herlufmagle.

Vejret var skyet, men solen kiggede dog frem af og til. Det var til gengæld køligt med lidt blæst, så jeg var glad for, at jeg både havde tights, træningstrøje og vindjakke på.

Som sagt en relativ kort tur - og derfor også en kort blog!


mandag den 25. maj 2015

Pinsevandring

Selv om Pinsen har stået i restitutionens tegn, så fik jeg dog alligevel her 2. Pinsedag "klemt" en 25 km træningstur ind. Fruen kørte mig op til mit arbejde, hvor jeg skiftede og begav mig hjemad. Turen gik over Sigersted, Vrangstrup, Tyvelse og Glumsø, før jeg efter knap 5 timer nåede hjem.

Jeg havde stor rygsæk på (ca. 8,5 kg) og gik med stave, men tog det meget roligt, hvilket man jo også kan se af tiden. Der er stadig træthed at mærke, især i læggene, men ellers gik det relativt fint.

Til gengæld skal jeg til at have mig en ny mobil - der er alt muligt i vejen med den gamle. I dag lukkede den ned ca. halvvejs, og ville ikke starte op igen.

Vejret var fugtigt og gråt, og det støvregnede de første to tredjedele af turen. Først efter Glumsø blev det rigtig pænt, og vandringen sluttede i letskyet vejr. Fruen havde ellers været lidt bekymret, idet regnen stod ned i stænger i Herlufmagle - men der var jeg altså lidt mere heldig!





søndag den 24. maj 2015

Restitution

Restitution handler om at give kroppen en hvileperiode, hvor den kan sunde sig og samle kræfter til næste fysiske udfordring. Det er faktisk først under restitution, at kroppen bliver stærkere. Når man træner, nedbryder man nemlig kroppen. Derfor skal man restituere, hvis man skal forsøge at forbedre sin form. Efter en god restitution vil kroppen være endnu stærkere end før.

Jeg har desværre altid været dårlig til at lytte til min krop og givet den tilstrækkelig med hvile, så den kunne nå at restituere. Det har medført mange større eller mindre skader i tidens løb. Jeg har også mærket på det seneste, at kroppen har været overbelastet. Benene har været trætte og tunge, og der har været problemer med knæ og muskelfibre. Jeg har derfor ikke gået lange træningsture den sidste uges tid og løbetræningen er også sat på hold.

Det passede derfor meget godt, at jeg "nøjedes" med en lille times styrketræning i dag. Bortset fra en enkelt ihærdig gut på crosstraineren, var jeg eneste mand i motionscentret her sidst på eftermiddagen. Det var også ganske fint vejr, så mange havde sikkert valgt de udendørs sysler - ligesom Fruen der løb rundt med græsklipperen.

Fortsat god Pinse til alle læserne!



torsdag den 21. maj 2015

Nye problemer

Netop som jeg var sluppet af med mine skader og kunne træne for fuld kraft, dukker der nye problemer op.

I mandags var jeg til et seminar om eftermiddagen. Det blev afholdt nogle få hundrede meter fra min arbejdsplads, så jeg gik derhen. Da jeg skulle tilbage til arbejdspladsen efter seminaret, var det begyndt at småregne. Jeg satte derfor i løb for at undgå regndråberne, men mærkede næsten med det samme en "stramning" i højre læg. Jeg stoppede naturligvis med det samme med at løbe, men har fortsat en mindre forstrækning i højre lægmuskel. Den sidder lidt mere yderligt end den forstrækning, jeg fik for lidt over et år siden.

Fruen og jeg var i motionscentret her til aften. Vi benyttede hver vores løbebånd, men da jeg forsøgte at jogge med 9 km i timen, kunne jeg mærke læggen med det samme. Jeg nøjedes derfor med at gå en halv time i rask tempo (højeste fart 7 km i timen). Fruen gik også en halv time.

Øv, nu gik det ellers lige så godt. Jeg kan håbe på, at nogle dage med vandring og anden træning end løb kan få skaden til at gå væk. Det er ærgerligt med skader, men de bliver nok hyppigere med alderen.


søndag den 17. maj 2015

En sen løbetur

Det blev ret sent, før jeg kom ned i motionscentret. Klokken var over 8 her til aften, da jeg trådte op på løbebåndet for at gennemføre min løbe- og gangtræning. 50 minutter blev det til - ad den "sædvanlige" slags - fulgt af nogle lette strækøvelser. Der var faktisk en 3-4 andre, som også trænede indendørs denne kølige forårsaften.

Benene var stadig lidt trætte efter fredagens lange vandring, men det gik faktisk ret så fint. Nu venter en lang arbejdsuge med flere seminardage i København. Lad os se, om jeg ikke kan passe lidt træning ind i den stramme tidsplan!



fredag den 15. maj 2015

En lang dag på landevejen

Min næse heler fint. Jeg havde fri fra jobbet. Vejret var ganske fornuftigt. Tre gode grunde til at gå en rigtig lang træningstur.

Valget af rute faldt på en 38 km rundstrækning. Den går forbi Herlufmagle Kirke, over Spragelse, forbi Broksø, til Skuderløse. Herfra videre over Bråby til Villa Gallina. Villa Gallina er et yndet udflugtsmål for både lokale og folk langvejs fra. Det indeholder en hyggelig restaurant (som jeg dog ikke besøgte i dag), og stedet ligger idyllisk i skoven og var også i dag ganske velbesøgt.

Efter Villa Gallina gik jeg ud til landevejen mellem Rønnede og Næstved. Undervejs mod Næstved passerede jeg Holme Olstrup med BonBon-Land. I Næstved købte jeg et krus varm kaffe, før jeg fortsatte forbi Gulerodshuset, over Gelsted, og hjem til Herlufmagle.

Jeg besluttede at gå med fuld oppakning. Skal jeg gå solovandringer over flere dage i sommer, kræver det altså at jeg får trænet med den store rygsæk og gangstave.

Vejret var lidt lunefuldt; når solen skinnede, var det varmt og træningstrøjen røg af - når der kom en sky for solen, blev det køligt, og trøjen måtte på igen.

Men alt i alt var det en rigtig god tur, der giver forhåbninger om en fin vandresommer!

Villa Gallina.

torsdag den 14. maj 2015

Trods en øm næse

Jeg gennemgik en mindre operation i går. Næselægen fjernede en polyp-lignende ting i det venstre næsebor (min kone kaldte det en "gammelmandshudflap"). Det var en ret enkel og ufarlig operation, men næsen er et ømfindtligt sted. Det værste var ikke selve operationen, men da lægen lagde bedøvelsen. De stik gjorde pokkers ondt! Endvidere er det åbenbart svært at manøvrere rundt med nål og tråd derinde, for hun kom i hvert fald til at stikke mig lidt i skillevæggen mellem næseborene, hvilket bestemt også kunne mærkes!

Men operationen gik fint - og patienten overlevede! Næsen er dog ret så øm, og i går gjorde det faktisk pænt ondt. Men jeg er jo en tapper mand!

Lægen sagde, at jeg skulle holde mig i ro et par dage og undgå hård motion. Men det pæne vejr i dag skulle naturligvis udnyttes, så Fruen og jeg travede 10 km ad en velkendt rute. Også denne gang havde jeg den tunge opbakning samt gangstavene med. Det var rart at have Fruen med; hun klarede turen fint med sin kasket og vi nød bedste det sidste af forårsblomsterne i løvskoven.

Læserne ønskes en fortsat god Kristi Himmelfarts-ferie!


mandag den 11. maj 2015

Mandag aften

Det har været en rigtig flot aften - vejret har vist sig fra sin allerfineste forårsside. Jeg har haft en udmærket dag på kontoret med et par møder samt erhvervet tre tomatplanter, som forhåbentlig vil give en del velsmagende frugter i haven.

Fruen hentede tomaterne og kørte dem sikkert hjem, mens jeg begav mig ud på landevejen. Det flotte vejr blev udnyttet til en 25 km træningsvandring. Det var samme tur, som jeg gik for ca. halvanden uge siden, og som du kan læse om i dette blogindlæg.

Du kan se billeder fra turen herunder:


Gennem Ringsteds villakvarterer.

Dagmarskolen - en af de store skoler i Ringsted Kommune.

Så er Ringsted lagt bag mig.

Raps eller Sennep blomstrer.

Ingen vandring uden mindst én jernbanepassage.

Flot udsigt fra landevejen.

Køerne nyder det friske græs.

Kodriver i blomst.

Shelteret ved Vrangstrup i baggrunden.

Tyvelse Kirke.

Flot solnedgang lidt før Glumsø.

Spændende ugle-træfigur.

På vej ind i Glumsø.

Og på vej ud af Glumsø.

Blomstrende Syrener.

Rådyr på sikker afstand af mig.

Det bakkede Øst-Danmark.

Hjemme i Herlufmagle - før det er blevet mørkt.

søndag den 10. maj 2015

Skak

Jeg har genoptaget min skakkarriere. Da jeg var ung - eller yngre! - var jeg en rigtig dygtig skakspiller. Som junior (man er skakjuniorspiller, når man er under 20 år) var jeg blandt de 5-6 bedste danske juniorspillere. Mit bedste resultat var en 3. plads i det danske juniormesterskab i 1982. Efter min juniortid nåede jeg på skakstyrkelisten op omkring nr. 30 i Danmark, men i slutningen af 1980´er var interessen dalet og jeg stoppede med at spille nærskak (hvor man rent fysisk sidder over for hinanden og spiller). Jeg spillede stadig korrespondanceskak (postskak) og senere også lidt email-skak, men meget er det ikke blevet til i de seneste 25 år.

Men her sidste sommer fik jeg lyst igen - jeg så en annonce i vores lokale avis, hvor man reklamerede for et Næstved Bymesterskab i Skak. Jeg deltog og klarede mig hæderligt. Nu har jeg så meldt mig ind i Næstved Skakklub og kom faktisk på en delt førsteplads i den netop afsluttede klubturnering - langt over mine egne forventninger!

Så jeg har da fået ambitioner og vil gerne blive så god som muligt - ikke mindst fordi der er oprettet en Ungsenior aldersgruppe - dvs. for spillere mellem 50 og 65. Den er jeg bestemt kvalificeret til!

En af de vigtige ting for at blive bedre er naturligvis at få spillet noget skak. Så jeg havde i går meldt mig til en turnering i Allerød - en såkaldt hurtigturnering. Hver spiller havde 25 minutter til hele partiet og turneringen varede 8 runder. Jeg scorede 4,5 point i mine 8 partier, hvilket jeg nok bør være tilfreds med. Jeg vandt relativ nemt over de på papiret svagere spillere, men fik klø af de modstandere, der var højere rangeret. Der er altså plads til forbedringer!

Fruen var med som sekundant og benyttede dagen til at få set både haven ved Fredensborg og Louisiana. Da turneringen var afsluttet, fik vi en rigtig god pizza i et lille pizzaria i Allerød, før bilen med to trætte mennesker kørte mod Herlufmagle.

I dag har jeg været træt efter i går - det er faktisk fysisk krævende at spille skak og være koncentreret i mange timer. Turneringen i går varede fra klokken 10 om formiddagen til ca. 19:30. Så min træning i eftermiddag blev begrænset til en 10 km travetur med oppakning - samme tur som i dette blogindlæg. Jeg havde puttet en smule mere i rygsækken, så vægten formodentlig har sneget sig op på ca. 8 kg. Vejret var pragtfuldt og Fruen gik med et stykke af vejen - så det blev en rigtig god tur!


Bloggeren i aktion ved skakbrættet i går.

fredag den 8. maj 2015

Knæproblemer

Jeg har fået problemer med mit knæ! Denne gang er det dog ikke gang- eller løberelateret - og det forhindrer mig forhåbentlig ikke i at vandre denne sommer.

Problemet opstod i onsdags, da jeg skulle gå ned på hug for at nå noget på en hylde i et skab. Idet jeg bøjede mig, skulle jeg samtidig dreje mig en anelse, hvilket resulterede i, at jeg mærkede et kraftigt jag i venstre knæ. Smerten fortog sig en anelse, men knæet er stadig ømt og det gør ondt, når jeg bøjer benet helt. Smerten sidder på indersiden af knæet, men der er ikke nogen hævelse eller noget blåt mærke.

Jeg havde egentlig planlagt at løbe i dag, men for ikke at risikere at overbelaste knæet valgte jeg i stedet at gå en god times tid på løbebåndet i det lokale motionscenter. Jeg gik først med stigende hældning, hvor jeg øgede hældningsprocenten med 3% hver femte minut. Da jeg nåede 18%´s hældning, sænkede jeg hældningen med 3% hver femte minut, indtil jeg igen gik helt fladt. Træningspasset, som varede 65 minutter, så sådan ud:

0%->3%->6%->9%->12%->15%->18%->15%->12%->9%->6%->3%->0%

Jeg har vist ikke forværret skaden, så jeg kan blot håbe på, at jeg snart er helt fit for fight igen!


onsdag den 6. maj 2015

Nye sko?

Jeg var alene i motionscentret her i eftermiddags - Fruen kom først senere hjem. Jeg gennemførte mit sædvanlige løbe- og gåprogram, og jeg følte mig ikke så tung i benene som i søndags ved Glumsø Sø.

Jeg talte lidt med bestyreren af centret. Han har kendskab til mine problemer med skader det seneste år, og han viste mig sine nye løbesko. Det er de såkaldte fivefingers løbesko, som skulle være sunde for fødderne og gøre, at man løber mere frit og naturligt. Bestyreren syntes godt om dem, omend de kræver en helt anden løbestil end løb med almindelige løbesko samt en god portion tilvænning.

Jeg har dog ikke umiddelbart nogen planer om at skifte løbesko - og i hvert fald slet ikke til sko, som kræver en helt ændret løbestil. Men hvis jeg en dag bliver ramt af en skade, som ikke vil gå væk, så måske......

Du kan læse mere om fivefingers løbesko her.


søndag den 3. maj 2015

Tungt

Man kan ikke altid føle sig frisk og i topform, når man vandrer eller løber. I dag var en af de hårde dage. Vi kørte til Glumsø Sø og jeg løb så to runder om søen. Det har jeg gjort flere gange før se bl.a. blogindlægget fra den 10. april 2015

Fruen var med og gik en runde i pænt tempo - hun var iført solskærm, plaster på næsen samt godt med faktor 30 solcreme i hele ansigtet. Godt beskyttet altså, men rart at se hende på vej mod formen igen!

Allerede fra start kunne jeg mærke, at benene var tunge og kroppen slet ikke gearet til at løbe stærkt (stærkt betyder hurtigt efter mine forhold!). Planen var at løbe en relativ rolig runde og så forsøge at sætte tempoet op på anden omgang. Det gik imidlertid ikke helt efter planen:
  • 1. km: 5 minutter 17 sekunder
  • 2. km: 5 minutter 04 sekunder
  • 3. km: 5 minutter 16 sekunder
  • 4. km: 5 minutter 22 sekunder
  • 5. km: 5 minutter 07 sekunder
  • 6. km: 5 minutter 13 sekunder
  • 7. km: 5 minutter 17 sekunder
Altså ikke ligefrem en tempoøgning på anden halvdel. Den samlede tid for de godt 7 km blev 37 minutter og 29 sekunder, hele 24 sekunder dårligere end sidste gang for lidt over 3 uger siden. Ikke helt tilfredsstillende.

Vejret var ganske pænt: letskyet og ca. 15 grader. Det blæste dog en del, men det skal ikke bruges som undskyldning! Jeg kan blot håbe, at næste gang bliver bedre!

lørdag den 2. maj 2015

Styrketræning klaret

Jeg har jo lovet mig selv at gennemføre mit styrketræningspas mindst en gang om ugen, og da det var lige præcis en uge siden sidst, så var det vel meget passende at begive sig ned i motionscentret denne lørdag eftermiddag. Fruen fik sin motion ved at drøne rundt med græsslåmaskinen - hun er ved at være i fuld vigør igen!

Jeg var næsten helt alene i centret - der var blot en far og hans datter tilstede - faderen trænede og datteren kiggede på sin tablet. Efter en tid forsvandt de også, og jeg var derefter helt alene og kunne passe mig selv.

Fodboldbanerne ved Herlufmagle Hallen er i øvrigt særdeles velbesøgte lige nu, især efter at den nye kunstgræsbane er kommet til - det vrimlede med fodboldspillere, trænere, tilskuer - og endvidere en masse biler! Men herligt at der er liv i byen!

Kunstgræsbanen ved Herlufmagle Hallen.

fredag den 1. maj 2015

Med rygsæk og stave

Det har været et underligt vejr i dag. Da vi vågnede i morges, var strømmen gået på grund af tordenvejr et eller andet sted i nærheden. Og hele dagen har det været bygevejr.

Jeg havde egentlig ikke lyst til at gå udenfor, men da det klarede lidt op sidst på eftermiddagen, besluttede jeg mig for alligevel at gå en træningstur. Jeg bestemte mig for at gå med stor rygsæk og gangstave. Hvis jeg skal gå nogle solovandringer over flere dage med udendørs overnatning her til sommer, så er jeg jo nødt til at træne lidt med fuld oppakning. Helt fyldt blev rygsækken dog ikke, men jeg fik alligevel vægten op på ca. 7 kg - det måtte være nok til årets første tur med den store rygsæk.

Jeg gik 10 km igennem Stenskoven og det gik ganske fint. Tempoet var roligt, ikke meget over 5 km i timen. Selv vejret blev efterhånden fint og solen tittede da frem. Og turen blev ikke ringere af, at Fruen gik mig i møde - rart at se hende i bedring efter sin sygdomsperiode!


Rygsæk og gangstave.