torsdag den 24. september 2015

Træning om efteråret

Det er blevet rigtig efterår nu - selv om temperaturerne kan snige sig op på 17-18 grader, så kan man godt mærke køligheden. Dagene er også blevet kortere - nu er det næsten mørkt, når man står op om morgenen.

Derfor er størstedelen af min træning nu også lagt indendørs. I denne uge har jeg haft tre træningspas:

Mandag var jeg i motionscentret og trænede 45 minutter på løbebåndet. Jeg varmer op med 10 minutters gang med op til 7 km i timen. Derpå løber/jogger jeg en halv time, og derefter afslutter jeg med 5 minutters gang. I mandags var Fruen til zumba, og derfor havde jeg tid til lidt styrketræning også.

Tirsdag fandt jeg vores gamle motionscykel frem og kørte en halv time på den. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde cyklet i lang tid, så sveden kom frem på panden!

I dag tog jeg så igen et 45 minutters pas på løbebåndet - samme omgang som mandag.
I morgen har jeg flexfri - og jeg har planer om at gå en lang træningstur!


lørdag den 19. september 2015

En stille uge

Endnu en uge er gået af efteråret - og endnu en uge er forløbet, hvor jeg kun har fået trænet sporadisk. Tre træningspas er det dog blevet til:

Tirsdag: En rolig 5 km jogging på løbebåndet i motionscentret. Jeg var stadig træt og øm efter lørdagens vandring i Jylland, så den forventede løbetur blev det så sandelig ikke til. Fruen traskede på sit løbebånd lige ved siden af mit.

Torsdag: Det var ganske udmærket vejr, så mens Fruen var til massage, så tog jeg en løbetur rundt om Gelsted. Det blev til 5,5 km på ca. 31 minutter, hvilket svarer til en gennemsnitsfart på ca. 10,5 km i timen. Det var væsentligt hurtigere end det føltes, og viste at jeg faktisk er i ganske ok form. Så blæse være med, at kroppen knagede og knirkede!

Lørdag: 20 km træningsvandring fra Herlufmagle til Næstved og retur. Vejret vare flot, så min gule træningsjakke røg hurtigt. Ellers en stille og rolig travetur - det hele tog lidt over 3 timer. Og så kunne weekenden fortsætte!


søndag den 13. september 2015

En dag på Vestkysten

Motionsmæssigt har det været en meget stille uge. Kun en enkelt gang har jeg besøgt motionscentret, hvor det blev til en omgang løbetræning på båndet.

Men fredag eftermiddag kørte Fruen og jeg til Vestjylland. Planen var at gå en 40 km etape på Vestkyststien, en vandring jeg var startet på i 2013 (hvor jeg på 5 dage gik fra Skagen til Hanstholm). Sidste år gik jeg yderligere tre dage på ruten og nåede fra Hanstholm ned til Thorsminde.

Jeg havde fra min fødselsdag et gavekort til en hotelovernatning. Så Fruen fandt et hyggeligt hotel i Struer, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. Hotellet var beliggende i centrum af Struer, og vi gik en lille tur i gaderne, før vi indtog en rigtig lækker middag i hotellets restaurant. Efter en god nattesøvn og en udmærket morgenbuffet var vi så klar til at "erobre" det vestlige Jylland!

Fra Struer kørte vi mod vest og sydvest. Vi kom ud for en lidt pudsig episode, idet vi i løbet af ret få km kom igennem to byer med de prangende navne: Paris og Rom!

Efter at have passeret disse to "storbyer", kørte vi videre og ankom til Thorsminde klokken kvart over 10. Fruen tog det sædvanlige startbillede, og så begyndte jeg min vandring. Himlen så noget mørk ud og der kom da også et par dråber ned ovenfra, men snart blev vejret bedre. Faktisk så blev det en rigtig flot vandredag, hvor jeg også fik både solskin og blå himmel.

Fra Thorsminde gik det sydpå ad en fin cykelsti. Efter 4-5 km nåede jeg bunden af Nissum Fjord og svingede lidt ind i landet. Jeg kom gennem Bjerghuse, en af dagens meget få byer. Det meste af tiden gik jeg i det meget øde og flade Vestjylland. Jeg kom igennem den store Husum Klitplantage og fortsatte mod syd og øst. Efter 17 km nåede jeg til Vedersø Klit Camping, hvor jeg havde håbet på at kunne købe en kop varm kaffe. Men desværre var der kun en lille købmandsbutik, så jeg måtte fortsætte uden kaffe. Kilometrene forsvandt stille og roligt, benene var gode, og jeg havde rigeligt med proviant med. Efter godt 37 km nåede jeg Søndervig, og fortsatte et par km syd for denne by, hvor dagens vandring sluttede.

Fruen havde i løbet af dagen både leget turist i Ringkøbing, set sandskulpturudstilling i Søndervig samt kigget på fyrtårne ved kysten. Hun ventede ved opsamlingsstedet, og sammen kørte vi tilbage til den meget "turistede" Søndervig. Fruen havde tidligere på dagen spottet en italiensk restaurant der, som havde en stor lørdagsbuffet med masser af pizza, pasta, lagagne, salat og meget mere. Ikke just en gourmetmiddag, men nok til at fylde depoterne med ny energi. Herefter resterede bare at køre hjem og vi nåede til Herlufmagle lidt før 23 efter en rigtig hyggelig tur.

Du kan se billeder fra turen herunder.

10 minutter fra Struer ligger Paris!
Og efter yderligere 10 minutter er vi i Rom!
Startbilledet med Thorsminde Kirke i baggrunden.
Cykelstien syd for Thorsminde.
Ja, vi er jo i Vestjylland!

En stor del af dagen gik det ad
sådanne hårdttrampede jordstier.
Efterår - lyngen blomstrer. 
I den store Husby Klitplantage. 
I det åbne og flade landskab gjorde de store klitter indtryk.
Fladt, fladt og fladt! 
Udsigt over Vest Stadil Fjord.
Videre ad de ret så øde stier.
De sidste 10 km foregik hovedsageligt
på mindre landeveje.
På vej ind i Søndervig.
Snart er dagens vandring slut!

mandag den 7. september 2015

Efterår - og en ny udfordring

Det er godt nok blevet efterår! Denne weekend har budt på blæst og kraftige regnbyger. Temperaturerne har måske nok været omkring de 15 grader, men det har føltes meget efterårsagtigt og slet ikke lunt. Absolut et vejr, der ikke indbyder til udendørs sysler.

For mit vedkommende har det også betydet, at jeg ikke har været på en lang træningstur denne weekend, hvilket ellers var planen. Jeg nøjedes med en god times bakketræning i går på løbebåndet i det lokale motionscenter. Jeg må åbenbart være i dårlig form, for en stigningsprocent på 15 gav da sved på panden!

Men jeg har givet mig selv en ny udfordring! Om mindre end tre uger vil jeg (igen) forsøge at sætte ny personlig distancerekord. Det første forsøg var godt, men ikke tilstrækkeligt, læs om det her og her. Måske var mine forventninger for høje, hvem ved? Men jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg kan slå min gamle rekord på 120 km non-stop. Så følg med her på bloggen!

torsdag den 3. september 2015

Hverdage

Sommeren er slut - det er i hvert fald blevet væsentligt køligere i vejret. Ferietiden er også forbi - jeg var så "heldig" at have to sommerferier i år: først 3 uger i juni sammen med Fruen og derpå 2 uger i august, hvor det kun var mig, der holdt fri.

Så det er altså blevet hverdag, også når det gælder træningen. I går (onsdag) gennemførte jeg mine sædvanlige tre kvarters træning på løbebåndet. Jeg løber en halv time i træk og varmer op med rask gang. Til slut er der fem minutters "afjogning" (som er rask gang!) og strækøvelser. Det fungerer egentlig ganske fint og der er ikke tegn på skader, bortset fra lidt ømhed i knæ og achillessene en gang imellem. Men absolut ikke på det smerteniveau, som jeg tidligere har oplevet.

I dag var jeg nede i motionscentret og lave styrketræning. Det er en tid siden sidst, og det kunne mærkes i musklerne. Jeg må nok være lidt mere disciplineret med min styrketræning, så jeg undgår skader. Lidt udsatrækning samt balanceøvelser på vippebræt blev det også til.

I morgen er det planen, at jeg skal gå en 25 km træningstur hjem fra arbejde - så det kommer bloggen i morgen nok til at handle om - stay tuned!