tirsdag den 15. maj 2018

Forårsvandring 2018 – Niende vandredag

Det var nu blevet søndag den 8. april og dermed var det også den sidste dag på min forårsvandring 2018. Mobilalarmen bippede klokken halv otte, og jeg kom hurtigt i tøjet. Min morgenmad var klar klokken 8 og bestod af en lækker anretning med alt, hvad en morgensulten vandrer kunne begære. Mens jeg spiste, kom flere andre ned i restauranten – jeg troede egentlig, at jeg havde været hotellets eneste overnattende gæst, men 3 andre par var også indlogeret på hotellet.

Efter morgenmaden pakkede jeg for sidste gang på denne vandring min rygsæk og kom i vandretøjet. Klokken lidt i 9 befandt jeg mig atter på Via Baltica. Vejret var strålende: solen skinnede og det var allerede ret lunt. Der var heller ikke nogen vind af betydning, så humøret var fint, da jeg påbegyndte turens sidste etape, som jeg havde målt op til at være ca. 25,5 km.

Jeg kom hurtigt ud af Schönberg. Ruten var let at følge og gik mod vest ad småveje med næsten ingen trafik. Efter godt 11 km nåede jeg den lille by Lüdersdorf, hvor jeg passerede jernbanen. Herefter gik jeg lidt mod nord til Palingen, hvorpå jeg atter svingede mod vest og kom ud i et større skov-hede-område: Palingen Heide.

Det var blevet eftermiddag, da jeg gik gennem Lübecks forstæder. Jeg passerede broerne til centrum og gik et pænt stykke langs vandet, før jeg nåede det flotte borgtårn ind til den gamle bydel. Herefter var der kun de sidste få hundrede meter tilbage, før jeg kunne afslutte forårsvandring 2018 foran den flotte Jakobskirke.

Da jeg havde slappet lidt af foran kirken, gik jeg videre og fandt frem til Lübeck Hovedbanegård. Her fik jeg købt billet til toget mod Danmark – jeg havde aftalt med Fruen, at hun skulle hente mig i Rødby, men jeg havde et par timer i Lübeck, før togafgangen.
Jeg kunne derfor tage den med ro, og jeg afsluttede som sædvanlig min vandring med en "currywurst mit pommes". Retten blev serveret i en sportsbar, som lå lige ved stationen. Mens jeg nød måltidet (og en stor fadøl), kunne jeg se tilbage på ca. 240 km´s vandring i det nordtyske landskab – i både sne, kulde, sol og blæst. Alt i alt var det en rigtig god vandretur – og det kan stærkt anbefales at vandre i Tyskland. Hvorfor dog tage ned til den overfyldte Camino i Spanien, når der er så gode vandremuligheder tættere på?

Herunder kan du se billeder fra dagen.

På vej ud af Schönberg.

En flot vandredag!

En stor del af ruten gik denne dag ad småveje.

Forår i Nordtyskland.

Jernbaneoverskæring i Lüdersdorf.

Palingen Heide.

Lynghede.

På vej mod Lübeck centrum.

Som altid er de tyske Jakobswege godt afmærkede.

Byporten til Lübecks gamle bydel.

Jakobskirken i Lübeck - vandringens slutmål.

Festmiddag efter veloverstået vandring!

søndag den 13. maj 2018

Forårsvandring 2018 – Ottende vandredag

Endnu en gang ringede mobilens alarm klokken 7:00 som tegn på, at nok en vandredag skulle begynde. Jeg fik tøjet på, og spiste en hyggelig morgenmad i hotellets restaurant, mens jeg snakkede lidt med den unge og lidt uerfarne, men ret sympatiske hotelvært.

Efter maden skiftede jeg til vandretøjet, pakkede rygsækken og betalte for mit ophold. Der var lidt knas med betalingsautomaten, men til slut blev det da klaret. Da denne forhindring var klaret, begav jeg mig atter ud på de tyske "Jakobswege".

Det var lørdag den 7. april, og vejret var igen solrigt, men lidt køligt, og endvidere blæste det en del. Heldigvis havde jeg vinden i ryggen det meste af dagen.

Dagens 25 km lange etape var præget af lange lige strækninger, først på småveje og cykelstier, og senere på markveje og skovstier. Dagens eneste kirke (før målbyen Schönberg) lå i Börzow efter knap 5 km. Den var desværre også aflåst som næsten alle andre kirker på turen.

Jeg gik godt til, og allerede lidt før klokken 14 nåede jeg Schönberg. Hotellet lå lige ved kirken og var nemt at finde. Receptionen var dog ubemandet, men en telefonopringning gjorde, at værten indfandt sig blot 5 minutter senere. Jeg fik indskrevet mig og klarede betalingen, før værten viste mig op på mit lille og hyggelige værelse. Der var dog ingen håndklæder på værelset – og værten var forsvundet igen – men så fik jeg til gengæld afprøvet det letvægts-håndklæde, som Fruen havde givet mig!

Efter et hurtigt bad gik jeg ud i byen og fandt en Lidl, som lå et stykke fra hotellet. Jeg fik købt aftensmad og vendte derpå tilbage til hotellet med min proviant. Jeg nåede dog også lige et smut forbi den store – og aflåste – kirke.

Resten af dagen gik med afslapning og tanker om min vandring, som snart lakkede mod enden. Nu resterede blot den sidste etape ind mod Lübeck centrum!

Herunder kan du se billeder fra dagen.

Hyggeligt morgenbord i Grevesmühlen.

På vej ud af Grevesmühlen.

Dejlig vandremorgen.

Kirken i Börzow.

Det har været et vådt forår i Nordtyskland.

På vej mod Schonberg.

Flot Pilgerweg-markering.

Årets første anemoner.

Dejligt rastested.

Hotellet i Schönberg - kirken i baggrunden.

Den store kirke i Schönberg.

tirsdag den 8. maj 2018

Forårsvandring 2018 – Syvende vandredag

Jeg var tilbage i den vante rutine med alarmvækning klokken 7, og en lille halv time senere indfandt jeg mig i hotellets flotte spisesal. Morgenbuffeten fejlede bestemt heller ikke noget – særligt et "rouladebrød" fangede min opmærksomhed.

Efter morgenmaden vendte jeg tilbage til hotelrummet for at pakke sammen og gøre klar til dagens etape. Under pakningen opdagede jeg, at min solcreme var væk. Irriterende for naturligvis skinnede solen fra en skyfri himmel! Ved etapestartpunktet på pladsen foran rådhuset i Wismar var der heldigvis et apotek, hvor jeg fik købt både solcreme og Compeed vabelplaster. Sidstnævnte havde jeg ikke mange tilbage af – ikke fordi jeg havde nogle vabler overhovedet – men fordi jeg anvendte dem forebyggende.

Efter shoppingen påbegyndte jeg dagens vandring. De første 5-6 km gik med at komme ud af Wismar, hvilket gik ret smertefrit. Snart var jeg igen i landlige omgivelser. Vejret var glimrende: sol, næsten skyfrit og ikke superhedt – altså perfekt vandrevejr.

Jeg nød en cola og en lille is ved en tankstation, og fortsatte derefter mod den lille by Prosehen. Lige før jeg nåede til den, havde jeg et mindre uheld, da jeg trådte ned i et hul i vejen og fik en mindre forstrækning i mit højre knæ. Intet der forhindrede mig i at gå, men knæet var lidt ømt resten af dagen.

Kirken i Prosehen opvejede dog denne episode. For første gang på vandringen stødte jeg på en kirke, der var åben, og jeg gav mig god tid til at nyde den imponerende bygnings indre.

Videre gik det langs åbne marker og mindre byer. En storslået skulptur af en vandrende kvinde måtte fotograferes – virkelig en opsigtsvækkende figur.

Om eftermiddagen kom jeg også igennem et større skovområde, som dog nu var tørt – solen havde gjort sit til, at stierne ikke længere var så smattede. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan det havde været at gå der bare få dage tidligere.
Efter skovpartiet kom jeg forbi nogle af turens mest markante udsigtspunkter, hvor man kunne se vidt omkring.

Klokken var næsten halv fire om eftermiddagen, da jeg travede ind i dagens målby: Grevesmühlen. Jeg fandt mit hotel, men der var ikke åbent. Et skilt forkyndte, at receptionen først var bemandet igen kl. 17:30, så jeg købte en cola, lidt brød og en Rittersport i en Edeka, der lå lige overfor hotellet. Jeg satte mig ved et bord udenfor hotellet og nød den indkøbte proviant. Lidt efter blev hoteldøren åbnet og værten (en ret så ung en!) lukkede mig ind. Han var ret nyansat, og havde fået øje på mig, mens han var ved at gøre rent. Han viste mig op på mit værelse, hvor jeg fik et velfortjent bad, før jeg igen gik over i Edeka-supermarkedet. Her indkøbte jeg proviant til dagen efter, før jeg fortsatte på lidt sightseeing i byen. Der var også her en enorm kirke, ikke langt fra hotellet.

Jeg fandt en restaurant, hvor jeg indtog en portion Spaghetti Bolognese og en danskvand – desuden fik jeg et glas ouzo på husets regning! Efter dette måltid gik jeg tilbage til hotellet, hvor jeg slappede af resten af aftenen, før jeg klokken 22 måtte overgive mig til søvnen efter en veloverstået vandredag, hvor den tilbagelagte distance blev på ca. 26 km!

Herunder kan du se billeder fra dagen.

Den fornemme spisesal på hotellet i Wismar.

En del af min dejlige morgenmad.

Et "rouladebrød"!

Foran rådhuset i Wismar.

Kirke med pilgrimssymbolet.

Ude af Wismar.


Kirken i Prosehen.

Mindre kapel.

Passende med en sådan figur lige ved en vandrerute!

Skønt forårsvejr.

Skovstierne var nu tørre.

Flot udsigt.

Og endnu et dejligt sted at holde rast.

Kirken i Grevesmühlen.
  
Min aftensmad.

Danskvand og ouzo - der er ouzo i det lille glas!

lørdag den 5. maj 2018

Forårsvandring 2018 – Sjette vandredag

Jeg kunne sove en halv time længere denne onsdag morgen, idet morgenmaden på hotellet i Neubukow først blev serveret klokken 8. Maden var ganske udmærket, og bagefter fik jeg pakket, taget vandretøj på samt tjekket ud fra hotellet. Jeg var ved at finde ind i en fast og god vandrerytme!

Fra hotellet gik jeg forbi kirken i Neubukow. Jeg svingede derpå ned på cykelstien mod vest og fulgte denne i et par km. Herefter drejede jeg mod syd ad en god vandresti. Jeg så og hørte atter et par traner, før jeg kom ind i et større skovområde. Her var der meget smattet, og det resulterede i, at jeg mistede en dup på den ene gangstav. Jeg opdagede det dog først, da jeg igen kom ud på en asfalteret vej, hvor det tydeligt kunne høres, at der ikke var nogen gummidup på den ene stav. Jeg havde heldigvis taget et par ekstra dupper med, og ved kirken i Alt Bukow efter ca. 8 km fik jeg sat en ny dup på.

Videre gik det i næsten stik sydlig retning, og ved middagstid nåede jeg Neuburg, ca. halvvejs på dagens etape. Før jeg nåede den by, kom jeg dog forbi et meget fint lille sted, som passende hed Roens Oase.

I Neuburg var der – foruden naturligvis en imponerende kirke – også en købmandsbutik, hvor jeg købte en cola og et stykke chokolade. Dette fine måltid blev indtaget lige foran kirken.

Der var begyndt at falde lidt regn, men det holdt hurtigt op, mens jeg vandrede videre. Ruten gik hovedsageligt ad små landeveje. Ud på eftermiddagen nåede jeg til Hornstorf, hvor endnu en stor kirke mødte mig.

Nu kom der et par kraftige regnbyger, og jeg var nødt til at give rygsækken regnslag på. Jeg stillede mig i læ ved en tankstation og var nær ved at blive kørt ned, da jeg totalt overså – eller rettere overhørte – en kæmpestor lastbil. Chaufføren havde dog set mig, og holdt grinende mindre end en meter bag mig!

Regnen holdt heldigvis hurtigt op og solen kom frem, mens jeg nærmede mig dagens etapemål: Wismar. Byens to kæmpekirker kunne ses på adskillige km´s afstand, og var et imponerende syn.

Selv om Wismar er en pænt stor by, fandt jeg ret hurtigt mit hotel, hvor jeg havde bestilt et værelse – det var stort og pænt, og foruden en fin dobbeltseng var der også en stor barneseng, udformet som en bus. Jeg valgte dog at sove i den "almindelige" seng!

Da jeg var blevet shinet op, gik jeg ud og kiggede lidt på byen. Den ene af de store kirker lå næsten klods op ad hotellet, og blev beundret udefra ligesom alle de andre kirker på ruten var blevet! Vejret var nu blevet lidt koldt og ret blæsende, så jeg indkøbte min aftensmad i en Edeka, og skyndte mig så tilbage til mit hotelværelse. Her slappede jeg af resten af aftenen med lidt "Frue-snak" og fodbold i TV. Først fik jeg dog sikret mig et hotelværelse i Schönberg – det sidste overnatningssted på ruten. Jeg havde allerede tidligere booket værelse i Gevesmühlen, som var målby dagen efter Wismar – hurra for Booking.com, tænkte jeg, før jeg lagde mig til at sove efter endnu en veloverstået vandredag i det tyske!

Herunder kan du se billeder fra dagen.

 
Tilskud til dagens vandring - "stjålet" fra morgenbuffeten!
 
På vej ud af Neubukow.
 
Visse steder var ruten stadig våd.
 
Kirken i Alt Bukow.
 
Oase der Ruhe - Roens Oase!
 
Tyskland er et skønt vandreland!
 
Kirken i Neuburg.
 
Købmandsbutik i Neuburg.
 
"Lev i nuet" ordsprog!
 
Et lille måltid ved kirkedøren.
 
Bemærk skiltet på huset - der er 928 km til Königsberg!
 
Kirken i Hornstorf.
 
De to store kirker i Wismar kan ses på lang afstand.
 
Mit værelse på hotellet i Wismar - bemærk barnesengen!
 
Foran hotellet - med en af de store kirker i baggrunden.
 
Der er virkelig nogle imponerende kirker i Tyskland.