torsdag den 30. april 2015

25 km på landevejen

Store Bededag står for døren og det betyder lang weekend! Herligt og jeg "fejrede" det med at vandre hjem fra arbejde. Det har jeg gjort et par gange på det seneste, men det var 19 km ruten. I dag valgte jeg den lidt længere 25 km rute, som går fra Ringsted til Herlufmagle over Sigersted, Vrangstrup, Tyvelse og Glumsø.

Det var en rigtig smuk tur og vejret var næsten perfekt. Selv om det var skyet en del af tiden, så holdt det tørt og solen kiggede frem ret ofte.

Læseren ønskes en rigtig god Store Bededagsferie!

Du kan se billeder fra turen herunder.

Gennem Ringsted.

Åen ikke langt fra Dagmarskolen.

På vej ud af Ringsted - en af dagens mange jernbanepassager.

Og over næste jernbane!

Det smukke danske forårslandskab.

Forbi Sigersted.

Susåen i forårspragt.

Susåen før Vrangstrup.

Shelter-pladsen ved Vrangstrup.

Mellem Vrangstrup og Tyvelse.

På vej ind i Tyvelse.

Mellem Tyvelse og Glumsø.

Glumsø Kirke.

Bøgeskoven lige efter Glumsø.

Småvejene mellem Glumsø og Herlufmagle.

Forårslandet i seneftermiddagslyset.

Det orange hus, som jeg hyppigt passerer på mine vandreture.

Næsten hjemme i Herlufmagle.

onsdag den 29. april 2015

Status på det seneste års skader

Jeg gennemførte min sædvanlige løbetræning i motionscentret her i eftermiddag. Det er nogle kolde dage, vi har i øjeblikket, så lysten til udendørs løbetræning er ikke så stor. Derfor blev mine 50 minutters gang/løb klaret på båndet.

Jeg håber på snart at kunne lægge nogle km til min træning, men dels har jeg jo min marchtræning, og dels er jeg lidt nervøs for at rende ind i flere skader. Jeg må jo erkende, at skaderne har været ret så mange det seneste år, men de fleste er væk:

  • Betændelse i venstre Achillessene: Den mærker jeg ikke noget til mere. Senen kan være lidt øm, når man trykker let på den, men det kan den højre også. Der er i hvert fald ikke nogle smerter, når jeg går eller løber.
  • Ømhed i højre knæ: Det er der heller ikke problemer med - knæet kan være lidt ømt, indtil jeg får varmet ordentligt op, men værre er det heller ikke.
  • Fiberskade i højre læg: Læggen er fuldstændig i orden igen - jeg mærker intet til skaden.
  • Ømhed bag på venstre lår: Seneste skade, som har generet en del af foråret. Den føles langt bedre nu; f.eks. mærkede jeg så godt som intet til den under eftermiddagens løbetræning. Men jeg skal passe på - det ved jeg godt.
  • Vabler: De følger jo med, når man går langt, men jeg har heldigvis været forskånet for dem det seneste års tid - der har kun været et par "småting". Til gengæld er jeg lige nu lidt plaget af revner bag på venstre hæl - et resultat af, at fodtøjet i sommerhalvåret er sandaler!



søndag den 26. april 2015

Løbende igen

Det er en hel uge siden, jeg har løbetrænet, men jeg har jo ikke bare ligget på sofaen. Det er bl.a. blevet til to vandringspas på hver 19 km. Her i eftermiddag stod den dog på de sædvanlige 50 minutter på løbebåndet. Vejret var halvskidt, så der var andre, der havde fået samme idé - vi var vel en 7-8 stykker, der motionerede i fitnesscentret.

En stor del af dagen i dag er dog faktisk tilbragt på sofaen eller i hvert fald i lænestolen foran TV´et. Det startede med en rimelig sværvægts-VM-kamp i boksning - dog uden den helt store dramatik. Derefter stod den på London Marathon. Man havde både hos damerne og herrerne samlet et fantastisk startfelt, og selv om det især hos herrerne var ganske spændende, så savnede man dramaet, når der er chance for en verdensrekord. Det var der ikke i dag, hvor det blev kenyansk trippelsejr hos mændene, mens en etiopisk pige løb med sejren hos kvinderne. Afslutningsvis var det forårets sidste cykelklassiker: Liege-Bastogne-Liege. Et flot løb, som Valverde vandt for tredje gang. Det mest spændende - og frustrerende - var dog Jakob Fuglsangs præstation. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor man ikke kører sin chance, når man er kommet i udbrud. Alt for ofte sidder Fuglsang i front, hvorefter han kigger sig tilbage og holder op med at træde igennem.

Så det var godt, at jeg kunne tage i motionscentret bagefter og løbe frustrationerne væk!

lørdag den 25. april 2015

En rolig lørdag

Kroppen var lidt træt og øm efter vandreturen i går - og måske især, at jeg gik både tirsdag og fredag. Men det var egentlig ikke så slemt som frygtet, så jeg fik sneget mig ned i motionscentret her i eftermiddags. Den stod på styrketræning - et for mig alt for forsømt emne. Jeg fik gennemført mit program, som bestod af roning som opvarmning, vægttræning, øvelser i maskinerne samt lidt stretching og balancetræning. Det lyder måske voldsomt, men det hele blev klaret på en lille times tid - og så er samvittigheden i orden!

Nu står den på nye kartofter og friske rødspættefileter til aftensmad - og der ryger måske også et glas rødvin eller to ned! Fortsat god weekend!


fredag den 24. april 2015

Hjem igen!

Ja, jeg skal jo hjem fra arbejde hver dag - og især da når det er weekend! Så jeg gentog vandreturen fra i tirsdags, hvor jeg også gik de 19 km fra Ringsted over Sandby til Herlufmagle.

Selv om ruten næsten udelukkende er på asfaltveje, er det en ganske flot tur. I dag startede vejret lidt skyet og diset, men omkring halvvejs kom solen frem og det blev rigtig lunt.

God weekend til alle!

Du kan se billeder fra min tur herunder.

Arbejdet er lige forladt!

Ringsted Station. 
På vej mod Høm.

Lige før Vetterslev.

Åen gennem Vetterslev.

Vejen mod Tyvelse.

Sandby i det fjerne.

Lige efter Sandby.

Vejen parallelt med den befærdede landevej mellem Ringsted og Næstved.

Og her er jeg så nået ud på selve landevejen mod Herlufmagle og Næstved.

Møllen ved Herluflille.

Landevejen - Herlufmagle kan svagt anes i det fjerne.

Herlufmagle Hallen - turen er ved at være slut.




tirsdag den 21. april 2015

Hjem fra arbejde

Jeg er ikke lige nu motiveret til at gå de helt lange træningsture, men trænes skal der, hvis jeg skal gå de lange vandringer til sommer. Så jeg må jo finde på forskellige tricks, så jeg kan lokke mig selv ud på landevejen!

I dag besluttede jeg mig for at gå hjem fra arbejde. Det er helt fantastisk forårsvejr i disse dage og det er jo også lyst til et godt stykke ud på aftenen. Så jeg havde taget vandretøjet med på job og skiftede til det ved 18-tiden. Kort efter begav jeg mig af sted på de 19 km fra arbejdspladsen hjem til Herlufmagle. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var ganske lunt. Jeg havde kun en træningstrøje på og først på de sidste 5 km kom den gule refleksvindjakke på.

Alt i alt en rigtig god tur, som tog godt 3 timer - det er ikke sidste gang i dette forår, at jeg vandrer hjem fra job!

Småvejene ved Sandby en flot forårsaften.

søndag den 19. april 2015

10 km

Overskriften viser den distance, jeg tilbagelagde på løbebåndet i fittnesscentret i eftermiddag. Vejret var godt nok stadig flot, men jeg vurderede, at benene havde godt af det relativt bløde underlag på båndet.

Distancen tog en lille times tid, hvor jeg først gik et par minutter for lige at få varmet kroppen lidt op. Derpå blev farten sat op til 9 km og kort efter til 10 km i timen. Jeg skiftede herefter mellem 10 km og 10,5 km i timen, og varierede hældningen på båndet mellem 1 og 3%. Alt dette for at få variation i træningen, så benene ikke blev udsat for den samme belastning hele tiden.

Træningspasset forløb ganske udmærket, og det er virkelig rart at mærke, at baglåret ikke generer helt så meget mere. Det eneste klagepunkt var, at min mobil vist kører på sidste omgang - den bruger strøm meget hurtigt og låser ofte. Jeg må vist til at overveje at anskaffe mig en ny - men det er lidt ærgerligt, da den nuværende Samsung kun er et par år gammel.

Jeg var i øvrigt næsten alene i centret, da jeg startede træningen i dag, og da timen var gået, var jeg den eneste der var tilbage!


lørdag den 18. april 2015

Forår

Det er herligt, at foråret nu tilsyneladende har bidt sig fast. Ud over det flotte vejr med sol og blå himmel, betyder foråret her i Herlufmagle også en anden ting: Man kan sove på vores overdækkede terrasse! Dog endnu ikke om natten, da der stadig er stor risiko for nattefrost, men en god eftermiddagslur blev det til for mig i eftermiddag.

Jeg må desværre erkende, at motivationen og disciplinen stadig ikke er til de længere vandreture, men mindre kan forhåbentlig også gøre det. Derfor tog jeg efter min "morfar" ud på en 10 km gåtur. Ruten gik til Gelsted, gennem Stenskoven, forbi Gulerodshuset og over Gelsted igen tilbage til Herlufmagle. Det er en af mine klassiske træningsture og det passede fint med en vandring gennem den flotte forårsløvskov.

Du kan se billeder fra turen herunder:


På vej ud af Herlufmagle.
Træer og buske er sprunget ud.

Endnu et blomstrende træ.

Øst for Gelsted.

Rød Hestehov.

Hesten nyder også forårsvejret.

På vej mod Stenskoven.

Forårsblomster i løvskoven.

Vejen gennem Stenskoven.

Landevejen mod Gelsted.

View ud over det danske forårslandskab.

Gelstedbakken.

På vej tilbage til Herlufmagle.



fredag den 17. april 2015

Tilbage på den gamle rute

Det har været flot vejr i dag. I hvert fald har det været solskin og himlen har været blå. Men det har blæst en del og det har medført, at temperaturen ikke har været så høj. Mine planer om at tage til Glumsø og løbe rundt om Glumsø Sø blev derfor skrinlagt.

Næste idé var at tage ned i motionscentret og træne på løbebåndet. Men det har jeg jo gjort så tit. Og så dårligt var vejret jo heller ikke!

Pludselig fik jeg den ide at løbe en tur på en af mine gamle træningsruter. Den går fra hjemadressen og ned omkring Gelsted. Det er langt over et år siden, jeg sidst har løbet den tur. Det var ganske vist udendørs, men der er ikke så åbent som ved Glumsø Sø, så blæsten ville nok ikke være så stort et problem.

Da beslutningen var taget, var det blot at skifte til træningstøj og komme af sted. Jeg havde kompressionsstrømper, lange træningstights, træningstrøje, gul vindjakke og hue på. Dertil solbriller, da mine øjne med alderen er blevet mere sarte og har lettere ved at løbe i vand.

Lad mig erkende: Det gik ret tungt fra starten. Benene føltes tunge og asfaltunderlaget var hårdt og uvant. Men efterhånden som jeg blev varmet op, gik det nemmere. Da jeg nåede halvvejs og begyndte stigningen ved Gelsted ("Gelstedbakken") løb jeg samtidig ind i den hårde modvind, hvilket ikke ligefrem var med til at øge hastigheden.

Til slut nåede jeg dog hjem efter de godt 5,5 km og en rigtig god ting var, at jeg intet mærkede til mit dårlige venstre baglår.

Jeg havde ikke Endomondo tændt, så jeg kan (heldigvis) ikke give en oversigt over fart og mellemtider m.m., men herunder kan du i hvert fald se et billede af ruten.