lørdag den 15. november 2014

Sjællandsleden - Anden del

Jeg blev jo "afbrudt" sidste lørdag, da jeg havde tilbagelagt godt 30 km af min første etape på Sjællandsleden. Så jeg måtte jo genoptage min vandring på det sted, hvor jeg sluttede sidst. Jeg var derfor tidligt oppe denne novemberlørdag og efter en lang rejse med det offentlige (bus til Ringsted, tog til Roskilde, tog til Holbæk, lokalbane til Asnæs, bus til Lyngvej!) var jeg klar til at starte ved 10-tiden.

Stien var præcis lige så smattet, som jeg fik indtryk af sidste weekend, og jeg var glad for at jeg stoppede den dag. Nu gik det i zig-zag forbi de største vandhuller. Inden længe kom jeg ned på stranden, som jeg fulgte til Høve Skov - der i øvrigt var klædt i de flotteste efterårsfarver. Derefter var dagens rute mest præget af mindre landeveje; dog var der et langt stistykke langs Nordkanal og mod Dragsholm Slot. Stykket langs med vandet til Havnsø var rigtig kønt, men derefter blev det landevej igen.

Jeg fik i øvrigt et større chok, da jeg gik på vejene ved Eskebjerg Vesterlyng. Da jeg kom ud af et sving, stod der pludselig en stor mængde kvæg foran mig - og de begyndte at bevæge sig hen imod mig! Jeg vendte om, og begyndte at smålunte tilbage, hvor jeg kom fra. Da jeg vendte mig for at se, om kreaturerne nu var langt væk, opdagede jeg at de var lige i hælene på mig! Panikken begyndte at brede sig, indtil jeg fik øje på en stor lastbil, som holdt på vejen. Der var sandsynligvis tale om en fodervogn, som dyrene var på vej hen imod. Lastbilen kørte ned ad en sidevej, og flokken fulgte pænt efter - og jeg skyndte mig videre ad den planlagte rute!

Skiltningen af ruten var bestemt ikke blevet bedre, end den var på første etape, og jeg er overrasket over den ringe standard, når det gælder om at guide vandrere på Sjællandsleden. Jeg mindes ikke, at der er så store problemer med at finde vej, når jeg går i Jylland eller Tyskland. Flere gange var jeg i tvivl, og til slut måtte jeg da også gå en helt anden vej end planlagt. Derfor blev mit slutsted Føllenslev Kirke - og her starter jeg da også, når jeg begiver mig afsted på 3. etape! Trods alle udfordringer undervejs var det en rigtig fin - men grå - efterårsdag, hvor jeg vandrede ca. 35 km, og jeg glæder mig allerede til næste etape!

Der er billeder fra dagens tur herunder!

Dagens startsted.

På vej mod stranden.

På vej mod Høve Skov.

Høve Skov i smukke efterårsfarver.

En stor del af dagen foregik på småveje som denne.

Langs Nordkanal.

På vej mod Dragsholm Slot.

Ved Sanddobberne.

Et af de ret få steder, hvor ruten var skiltet.

Havnsø Havn.

På landevejen igen.

Landevej i eftermiddagsskumringen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar