tirsdag den 4. november 2014

En iskold martsdag i 1996

Jeg havde jo i slutningen af 1995 fået smag for at gå længere marcher - på alt mellem 5 og 25 km. Men i starten af 1996 var det på tide at prøve marcher på distancer længere end 25 km. Den første af disse var Esrum Sø Rundt, en af klassikerne blandt vandrere (og løbere). Distancen var 33 km, som gik "mod uret" rundt om søen med start i Grib Skov.

Jeg boede på Vestegnen og tog denne lørdag morgen (meget tidligt!) bus og tog til Hillerød Station. Planen var at fortsætte med lokalbanen til Grib Sø Station i Grib Skov, men da S-toget nåede til Hillerød, var lokaltoget lige kørt og der var en hel del tid til næste afgang. Det var tæt på, at jeg var vendt om og taget tilbage til Hedehusene! Heldigvis - kan jeg sige i dag - tog jeg mig sammen og ventede på det næste tog. Jeg stod af på Grib Sø Station midt i den kæmpestore Grib Skov, og skulle nu blot gå 10 minutter for at nå hen til startstedet. Jeg faldt to gange på det korte stykke - og jeg var sandelig ikke den eneste, der præsterede det stunt! Der var sindssygt glat på skovstierne, og mange steder var stien helt dækket af blank is, så man måtte gå helt ude i kanten og nogle gange var man faktisk nødt til at holde fast i træerne for ikke at trimle omkuld!

Men jeg nåede da startstedet, fik registreret mig, og begav mig atter ud på isen! Vejret var pragtfuldt, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Men det var iskoldt, og som nævnt var mange af stierne i Grib Skov spejlglatte. Det hjalp lidt, da jeg kom ud på asfaltvejene syd og øst for Esrum Sø. Men så dukkede endnu en udfordring op! Jeg var nemlig startet ud i helt nye kondisko, som slet ikke var gået til. Det medførte, at jeg hurtigt på den ene hæl udviklede en vabel, der blev større og større, og efter ca. 20 km´s vandring var resultatet blevet en kæmpestor, slem blodvabel. Det betød, at jeg mod slutningen var nødt til at gå med "nedtrådt" hælkappe - men i mål kom jeg da, et par erfaringer rigere! Og med mod på at prøve endnu længere marcher - når vablen var forsvundet!

---

Tirsdagens motion foregik på løbebåndet i fitnesscenteret. Løbetræningen blev øget med 2 minutter, så det blev til 16 minutters løb og 20 minutter hastig gang.

Bevis for at Esrum Sø Rundt 1996 er gennemført!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar