lørdag den 25. oktober 2014

En grå og våd lørdag

Vejret i dag har ikke ligefrem indbudt til udendørs sysler. Men jeg havde jo bestemt at gå min ugentlige lange træningstur netop i dag. Så da rundstykkerne var spist og den hellige lørdagsmorgenkaffe var drukket - og vi havde set Wozniacki endnu en gang tabe til Serena Williams (efter dog at have været meget tæt på at vinde) - fik jeg vandretøjet på og begav mig afsted.

Jeg har forskellige ruter omkring Herlufmagle, og jeg valgte en af de kortere. Den er på ca. 19 km og går fra huset på Duevænget, over Sandby, og gennem Vetterslev og Høm til min arbejdsplads i Ringsted. En tur der udelukkende er på asfalt, men det meste af vejen er der cykelsti. Den kunne godt gøres kortere, dvs. ikke ind over Sandby, men så ville jeg i flere km befinde mig på den stærkt befærdede landevej mellem Næstved og Ringsted. Og Sandby Kirke er nu også ganske pæn!

Jeg havde medvind det meste af vejen og det var ganske lunt, selv om vi er i slutningen af oktober. Det regnede heller ikke "rigtigt" - der var mere tale om et "fugtiggråt" vejr. Og med P7 Mix i ørerne gik det alligevel fint, selv om jeg var en smule træt til slut. Jeg er jo heller ikke ligefrem i topform, og derfor var det rart at blive hentet og kørt hjem i en varm bil!

Udsigt fra Sandby på en vandretur i gråvejr!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar