torsdag den 23. februar 2017

Puttgarten-Celle - Dag 3 (første del)

Klokken var kun godt halv syv næste morgen, da jeg indfandt mig ved hotellets udmærkede morgenbuffet. Jeg forsynede mig godt og en halv times tid senere var jeg klar til afgang.

Jeg fik provianteret i bageren på byens torv og passerede broen over det lille
sund, der adskiller den østlige og vestlige del af Neustadt in Holstein. Inden jeg kom helt ud af byen, nåede jeg også lige at tage en selfie i den flotte morgensol. Vejret var virkelig pragtfuldt, da min vandring førte mig ad mindre veje og stier gennem det smukke nordtyske forårslandskab.

Jeg præsterede faktisk at gå forkert denne formiddag - det var første gang på denne vandring, at jeg virkelig kom på afveje. Jeg fulgte en bred grussti, som tydeligt gik mod øst, idet jeg havde solen lige imod mig. Imidlertid viste mit rutekort, at jeg egentlig skulle gå i stik vestlig retning, og dermed altså have solen i ryggen. Jeg fik vendt om og kom ind på den rigtige sti, men det kostede lige et par kilometer ekstra.

Landskabet var helt fantastisk i det flotte forårsvejr. Jeg rundede vandringens første 100 km ca. halv tolv, og satte mig på en bænk og nød udsigten, og at det hele indtil nu var gået smertefrit.

Et par små byer blev passeret, før jeg omkring middag fandt en Edeka, som havde en fin café. Her indtog jeg en dejlig frokost og nød en stor kop kaffe, inden turen gik videre. Termometeret i byen viste 21 grader og solen stod højt på himlen – det var virkelig en varm vandredag.

Herunder kan du se billeder fra tredjedagens første halvdel.

En god start på dagen.

Forårsmorgenselfie.

Af sted går det.

En fantastisk morgen.

Jeg var meget heldig med vejret på min vandring.

Skyfrit.

Og dyrene nød også forårsvejret.

Et af dagens få skovpartier.

Afslapning efter vandringens første 100 km.

Hyggelige småbyer blev passeret.

En god og solid frokost.

21 grader siger termometeret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar