Sommervandring 2015 - Generel del

Forhistorien

I 2009 og 2010 vandrede jeg ned gennem Jylland, fra Grenen til Grænsen. Året efter gik jeg i alt 9 dage på en af de mange tyske vandreruter, de såkaldte "Pilgerwege" (eller "Jakobswege" som de også kaldes), og nåede ned til et stykke sydvest for Bremen. Og i 2012 gik jeg 350 km i løbet af en uge med udgangspunkt det sted jeg stoppede året før, og nåede frem til domkirken i Köln. Jeg havde egentlig planlagt at fortsætte på den rute i 2013, men en skade i foden satte en stopper for den idé. I 2014 kom andre ting i vejen, men omstændighederne gjorde, at jeg i år fik mulighed for at gå endnu et langt stykke på ruten.

Jeg havde jo allerede ruteplanen næsten klar, idet den blev tegnet op, da jeg planlagde min 2013-tur. Hensigten var at gå ca. 350 km fra domkirken i Köln til katedralen i Metz. De første dage ville jeg gå helt på egen hånd, mens Fruen på et eller andet tidspunkt i løbet af fjerdedagen ville støde til og køre den tunge oppakning. Idéen var også at sove i shelters eller lignende de første dage, og så på små hoteller sammen med Fruen. Det kom imidlertid ikke til at gå helt efter planen!

Vandreveje i Tyskland.

Pilgerweg er afmærket med en gul muslingeskal på blå baggrund.

Ruten

Den planlagte rute gik i syd-sydvestlig retning med udgangpunkt i den tyske storby Köln og afslutning i den større franske by Metz. Den gik igennem en række mindre byer, men kun få større, hvoraf Trier vel er den mest kendte. Ruten passerede gennem hele tre lande: Tyskland, Luxemburg og Frankrig, og på ganske få km ville jeg få mulighed for at vandre i alle tre lande. Den store flod, Mosel, ville jeg gå adskillige km langs med, og jeg ville vandre i flere store naturparker. Ud fra rutekortene og beskrivelser kunne jeg fornemme, at det ville være et kuperet vandreterræn - men at det ville være SÅ kuperet, kom alligevel som en overraskelse.

Området som jeg vandrede i.

Startstedet: Domkirken i Köln.

Prüm - en af de byer, jeg kom igennem.

Oppakningen

Vandringen var på en måde delt op i to: den første halvdel vandrede jeg uden ledsagerbil og måtte derfor bære alt selv; på sidste halvdel var Fruen nået frem, og jeg kunne derfor nøjes med en mindre "dagrygsæk", der blot indeholdt mad og drikke.

Min store rygsæk indeholdt alt, hvad jeg skulle bruge til knap fire dages solovandring, først og fremmest sovepose og liggeunderlag (ingen af delene fik jeg brugt). Desuden sandaler, som jeg havde valgt, fordi jeg også kunne vandre i dem, hvis jeg på en eller måde ikke kunne fortsætte i mine normale vandrekondisko. Endvidere skiftetøj til et par dage, to store affaldsposer som kunne bruges som regnslag, en lille medicintaske med plaster, vabelplaster, og en lille tube Ipren, Panodiler og andet nyttigt (jeg brugte kun lidt Ipren fra denne taske). Jeg havde også lidt reserveproviant: 3 dåser tun i vand og en pose med nødder, mandler og rosiner. Udprintede rutekort havde jeg også med - de var desuden også hentet ned på min mobil. Jeg havde en lader med til mobilen plus et kabel. Endelig havde jeg to vandflasker, som jeg hele tiden (så vidt muligt) sørgede for var fyldte. Alt i alt vejede den pakkede ryksæk knap 11 kg, hvortil kom gangstave og min pengekat med pas, VISA-kort, to sygesikringsbeviser samt kontanter.

Rygsæk og gangstave får en pause i en lille tysk by.

Forløbet

Selve vandringen gik over al forventning! Jeg tilbagelagde i løbet af en uge mere end 300 km (ca. 320 km plus "det løse") på en særdeles hård rute. En af grundene til, at det gik så fint, var formodentlig at jeg valgte ikke at sove udendørs i shelters eller lignende. Årsagen til dette vil jeg fortælle om i et senere blogindlæg. Men at jeg efter hver vandredag kunne få et varmt bad, et ordentligt måltid mad, og efterfølgende en varm seng at sove i (og dermed også en god portion morgenmad dagen efter) viste sig at være særdeles gavnligt for både krop og moral.

Uden mad og drikke...

En anden væsentlig grund til den positive tur var, at jeg lyttede til mig selv, og undervejs kortede nogle af dagene ned fra de planlagte 50 km til lidt mindre. Derved kom jeg selvfølgelig lidt bagefter planen, men sådan må det være nogen gange. Jeg havde lørdagen (den ottende dag) som reserve, hvis der skulle blive brug for den - hvilket der jo så ikke gjorde.

En tredje særdeles positiv ting ved årets vandring var, at jeg så godt som ingen skader fik. Jeg har jo i de sidste par år døjet en del med skader: achillessenebetændelse, fiberskader i læggen, smerter i baglåret osv. Derfor var det med en vis usikkerhed, at jeg startede på denne vandring. Ville kroppen holde? Hvordan ville skavankerne vise sig? Hvad med de "gamle" skader? Jeg havde heller ikke trænet helt så meget op til turen, som jeg plejer, så usikkerheden ved starten var stor. Det var derfor en særdeles glædelig overraskelse, at jeg så godt som ingen problemer havde undervejs. Ingen seriøse skader - og slet ingen vabler! Ikke dårligt når man har gået mere end 300 km. Jeg var lidt øm i anklerne (mest den højre), og jeg havde overstrengt venstre lårmuskel (jeg smurte lidt Ipren på låret en enkelt gang). Begge disse småskader må tilskrives de mange km og de mange bakker på ruten. Men alt i alt holdt kroppen sig rigtig godt i de 7 dage - og jeg havde bestemt haft kræfter til at fortsætte lidt endnu!

Fødderne var slidte efter mere end 300 km´s vandring - men der var ingen vabler!

Endelig havde det gode vandrevejr bestemt også betydning. Det meste af turen var vejret glimrende vandrevejr: Letskyet og ikke for varmt. Ofte forløb dagen sådan, at det startede køligt og diset, og efterhånden som dagen skred frem, blev det solrigt og varmt. Et par enkelte eftermiddage var det rigtig lummert. Jeg havde både solcreme og læbepomade med solbeskyttelse med, og begge dele blev brugt flittigt. Derudover havde jeg min specielle kasket med "slør" med, så jeg bedre kunne beskytte ører og hals mod solen.

Regn fik jeg ikke meget af under vandringen. Den første dag, mellem Köln og Euskirchen, kom der et par gevaldige regnbyger, men derudover var det kun på turen ned til Mosel-floden og Trier, at jeg gik en formiddag i silende regn. Ellers holdt det stort set tørt under hele turen. Vind var der heller ikke meget af, hvilket var mest synd for de meget store mængder af vindmøller, jeg passerede på min vej.

Flot vandrevejr i Sydtyskland.

Den underlige afslutning

Planen var jo egentlig at gå hele vejen fra Köln til Metz, en distance som ifølge min ruteoptegning ville være på ca. 350 km. Men et eller andet gik galt - og jeg ved i skrivende stund faktisk ikke hvad. For på syvendedagen passede ruten simpelthen ikke med den afmærkning, jeg gik efter. Jeg fulgte de afmærkninger, som jeg var sikker på (og som jeg stadig er helt overbevist om er den rigtige) var Jakobswege. Jeg var i Frankrig, og nu var ruten ikke afmærket med muslingeskaller som i Tyskland, men med vandrette gule streger. De var nemme at se og følge, og jeg var i ganske godt humør og overbevist om, at det ville blive en enkel sag at nå frem til Metz.

Men da jeg skulle afslutte dag 7, så var jeg ikke på det sted, ruteskitsen sagde! Jeg stod på en vej, der førte til en helt anden by end på min ruteplan. Jeg fik ringet til Fruen, der ventede på det aftalte mødested. Hun konfererede med bilens GPS og jeg fik at vide, at jeg var adskillige km væk fra hendes position. Desuden havde hun slet ikke set nogle ruteafmærkninger i den by, hvor hun ventede. Hun fik bilen startet og kørte hen til mig. Jeg var helt forvirret og anede ikke mine levende råd. Vi snakkede frem og tilbage om, hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg starte næste dag fra det sted, som min ruteplan angav - og hvad så hvis der slet ingen skiltning var derfra? Eller skulle jeg starte fra det sted hvor jeg stod, og så stole på at afmærkningerne ville være gode nok til at føre mig til Metz? Men hvad hvis de nu ikke var, og jeg pludselig stod på en eller anden markvej uden at ane, hvor jeg var?

Enden på det hele blev, at jeg besluttede at stoppe min vandring og så sige, at den sluttede ved grænsen mellem Luxemburg og Frankrig (lige syd for Schengen), selv om jeg faktisk havde gået 10-12 km i Frankrig. Det virkede som den mest passende afslutning - så kunne jeg også sige, at jeg nu havde gået hele vejen gennem Tyskland! Så Fruen og jeg tog bilen til Metz - og paradoksalt nok så vi et par muslingeskalafmærkninger på hovedvejen!


Fremtiden

Det var rart at få bevist overfor mig selv, at jeg stadig magter de helt lange vandringer over flere dage. Jeg har dog ingen planer om at fortsætte gennem Frankrig og videre ad Caminoen. Caminoen virker overfyldt og turistpræget, og nogle af samfundets problemer lader til at have indfundet sig på strækningen. Jeg har læst om både tyverier og tiggerier. Tyskland tiltaler mig langt mere: god plads, spændende natur og kultur, og rare mennesker og venlighed de fleste steder.

Jeg har allerede nu kig på en rute, som starter ved Puttgarten og går til Lübeck og videre sydpå. Så måske kan jeg næste år skrive en beretning lig den, jeg er ved at skrive om dette års vandring - måske du så også til den tid har lyst til at læse med?
Mine kommende blogindlæg vil omhandle årets vandring, dag for dag - så følg med!

Flere tyske hoteller tager godt imod vandrere.

Svømmetræning

De seneste år har Fruen og jeg hver sommer svømmet hver torsdag i Herlufmagle Friluftsbad. Det har været en lille times tid hver gang og ca. 1 km svømning. Jeg har aldrig rigtig lært crawl, så jeg har med tiden indset, at jeg nok altid vil være bedst til brystsvømning.

Friluftsbadet er blevet renoveret for et pænt beløb og fremstår nu særdeles indbydende. Det er et velbesøgt sted, hvor folk kommer langvejs fra for at nyde en stund i de pæne omgivelser. Der er både mulighed for svømning og udspring, og der er også et bassin for de små. Stedet kan varmt anbefales.

Jeg har også meldt mig til sommersvømningen i år, og havde i dag min sæsondebut. Jeg nøjedes denne første gang med 750 m, som blev gennemført i fin stil og godt vejr.

Planer og drømme

Jeg har hele foråret tumlet med idéer om en flerdagesvandring her i sommer. Først var det tanken at gå ved Jyllands vestkyst; derefter var det planen at gå Hærvejen fra syd mod nord. På grund af Fruens sygdom blev vores oprindelige sommerferie i Middelhavet aflyst, og så opstod idéen om at fortsætte på den tyske Pilgerweg. Jeg har indtil nu gået fra grænsen mellem Tyskland og Danmark til Köln, hvor jeg for tre år siden sluttede foran domkirken. Nu må det være på tide at fortsætte denne vandring. Ruten fortsætter faktisk gennem Tyskland og Frankrig helt ned til Spanien, hvor den fortsætter i den klassiske Camino.

Så i meget nær fremtid tager jeg toget til Köln for at starte på denne udfordring. Planen er at gå alene i fire dage med fuld oppakning, dvs. stor rygsæk, sovepose og liggeunderlag. Efter de fire dage og ca. 200 km, dukker Fruen op og kører ledsagerbil de sidste tre dage. Hvis alt går vel, slutter vandringen i år i Metz i det nordøstlige Frankrig efter 7 dages gåtur og knap 350 km.

Jeg ved, det er ambitiøst at sætte næsen op efter at gå 350 km på en uge. Jeg erkender, at formen kunne være bedre - jeg har bl.a. ikke trænet de lange distancer særligt mange gange gange i dette forår. Til gengæld er jeg bestemt heller ikke i overtræning, og de fleste af småskavankerne fra det seneste år er helet.

Om jeg når hele vejen til Metz, eller om jeg af en eller anden grund stopper før jeg når dertil, må tiden vise. Men jeg vil kæmpe for at nå så langt som muligt og under alle omstændigheder bliver det spændende at vandre i et helt nyt område. For mange år siden, da jeg gik en 100 km march i Belgien, så jeg en vandrer, som havde nedenstående tekst trykt på sin t-shirt. Det udsagn vil jeg prøve at følge!

En klovn i centret

Jeg var i motionscentret her sidst på eftermiddagen. Jeg gennemførte min sædvanlige omgang styrke- og smidighedstræning. Det gik sådan set ganske fint, bortset fra en lille detalje!

Jeg plejer at varme op med 2 km roning i romaskinen. Da jeg satte mig på sædet i maskinen og lænede mig frem for at taste på den lille skærm, der hører til maskinen, fik jeg på en eller anden mærkværdig måde overbalance og hamrede hovedet ned på overkanten af skærmen! Det gik ud over området omkring venstre øjenbryn, som nu er ømt og en smule hævet. Heldigvis gik der ikke hul, men jeg er vist ikke den mest elegante person på denne jord - nærmere en fjollet klovn!

På Sjællandsleden igen - 11. etape

Det er et stykke tid siden, jeg gik en etape af Sjællandsleden. Ikke siden den sidste dag i februar gik jeg en vandring på den rute - det var den tiende i min serie.

Så det var vist på høje tid, at jeg atter begav mig ud på det flotte net af vandrestier, som går på kryds og tværs af Sjælland, Møn, Lolland og Falster. Jeg valgte en tur på 34 km, der havde start på Slagelse Station. Efter 4-5 km kom jeg ind på selve Sjællandsleden. Herfra gik det ad asfalterede småveje gennem en række småbyer: Slots Bjergby, Harrested og Rosted. Lindeså blev passeret et par gange, ligesom jeg også kom forbi det kendte kursuscenter: Vilcon. Også flere skovpartier vandrede jeg igennem, før jeg nåede frem til Tystrup-Bavelse Søerne og Kongskilde Friluftsgård. Herefter gik det sidste stykke ad veje, jeg har gået på mange gange før. Turen sluttede et par km øst for Vester Broby på landevejen mellem Sorø og Næstved.

Vejret var udmærket - letskyt og ikke for varmt. Vinden var frisk, men jeg havde den det meste af tiden i ryggen. Jeg gik med den store rygsæk, som lige har fået en "efterspænding" af stropperne, så alt sad som det skulle. Alt i alt var det en rigtig fin tur.

Du kan se billeder fra turen herunder:

Ruten var ok markeret - og Pilgrimssymbolet blev set adskillige steder. 

Hovedparten af tiden gik det ad små asfaltveje og stier.

Sommeren er begyndt i Danmark. 

Fint vandrevejr.

Ruten passerede en anden vandresti: Fodsporet.

Turen gik igennem flere mindre landsbyer. 

Og forbi kursusstedet Vilcon.

Flere sommerbilleder. 

Sjællandsk skovvej.

Skovsø i Broby Vesterskov.

Øst for Vester Broby i seneftermiddagslys.

Distræt

Jeg var i motionscentret her i formiddags. Planen var at gå bakketræning på løbebåndet, så hældningen blev øget med 3% hvert femte minut. Imidlertid lod jeg tankerne flyve og øgede hældningen hver tredje minut. Jeg opdagede det først, da jeg var nået op på 15% hældning og jeg ikke havde gået i særlig lang tid! Enden på det hele blev, at jeg fortsatte med de tre minutters intervaller - og da jeg var nået tilbage på 0%´s hældning, så startede jeg bare forfra - nu med to minutters intervaller. Så det blev til den sædvanlige times bakkegang!

Styrketræning

Selv om kalenderen siger, at det er sommer, så ved vejret det vist ikke. I hvert fald er det nærmere efterårsagtigt udenfor. Så Fruen og jeg traf en klog beslutning og tog i motionscentret her sidst på eftermiddagen.

Fruen fik både gået på løbebåndet og roet, mens jeg fik gennemført mit sædvanlige styrketræningsprogram. Det er vist en tid siden, jeg har gjort det, men det var godt at lave noget andet end at gå.

I øvrigt er restitutionen efter søndagens lange vandretur gået fint, og min fiberskade i højre læg mærker jeg intet til. Jeg venter dog lidt endnu, før jeg begynder på løbetræningen; indtil videre holder jeg mig til de raske gåture.