Pilger-bloggen

fredag den 13. april 2018

Forårsvandring 2018 - Afrejsedag

Så blev det endelig Skærtorsdag, den 29. marts 2018. Dermed var det dagen for min afrejse til Rostock, hvor jeg skulle overnatte, inden jeg fredag morgen ville tage toget til Sassnitz i det nordøstligste hjørne af Tyskland for at påbegynde min forårsvandring. Hvor langt jeg ville nå, og hvor mange dage jeg ville vandre, havde jeg ingen anelse om – det vigtigste ville være at få vandret et pænt stykke og komme ind i "vandrerutinen" igen efter 2017, som på mange områder nok må kaldes et "Annus horribilis" for mit vedkommende.

Planen var at følge Via Baltica fra ét af denne rutes to østlige udgangspunkter, som altså var Sassnitz på Rügen. Det andet startpunkt ligger lidt sydligere ved den Tysk-Polske grænse. Ruterne mødes ved den lille tyske by Rekentin og fortsætter som et fælles spor over Rostock, Lübeck, Hamburg, Bremen og ned til Osnabrück. Mine ambitioner var bestemt ikke at gå hele vejen, men et par hundrede kilometer ville ikke være ringe. Folk, som kender mig, ved at jeg er fascineret af vandring i Tyskland, så også af den grund ville den rute nok passe mig udmærket. Via Baltica er blot en af rigtig mange tyske "Jakobswege" eller "Pilgerwege", som løber på kryds og tværs igennem Tyskland. Disse ruter kan kombineres på utallige måder, og man kan også bruge dem som udgangspunkt til vandringer op eller ned gennem resten af Europa.

Jeg havde anskaffet mig en tysk vandreguide (købt på det uundværlige Internet!), som jeg medbragte. Den beskrev godt nok ikke hele Via Baltica, fx havde den ikke strækningen på Rügen med, men for den del havde jeg så lavet mine egne kort og min egen vejbeskrivelse. Jeg følte, at jeg var godt forberedt – i hvert fald teoretisk! Konditionen var en lidt anden ting, men jeg tænkte, at så måtte jeg gå mig i form. Jeg havde heller ikke forventninger om at gå de daglige 45-50 km, som jeg plejede – men mindre kunne vel også kunne gøre det – især da jeg skulle være alene på hele vandringen, da Fruen denne gang "kun" skulle fragte mig til færgen i Gedser.

Skærtorsdagen startede roligt med varme rundstykker fra fryseren, pakning af min nye rygsæk (en Osprey Atmos AG 65 for de interesserede!), samt vejning af denne. Vægten stoppede på præcis 11 kg, hvilket jeg var rigtig godt tilfreds med – og så havde jeg endda både lidt vin og mad med til denne første dag (men dog havde jeg ikke fyldt vand på min drikkeflaske). Det var den første rygsæk, jeg havde anskaffet mig i næsten 10 år. Den gamle rygsæk fungerede stadigvæk, men var efterhånden blevet slidt, og var teknisk ret forældet. Det understregede sælgeren i butikken i hvert fald, da han anbefalede den nye rygsæk med ordene: "Det bliver en helt ny verden for dig"! Jeg glædede mig til at finde ud af, om det var sandt!

Vi slappede af efter morgenmaden, da Fruens veninde pludselig ringede og fortalte, at der var sket et alvorligt færdselsuheld på hovedvejen til Gedser. Så vi måtte af sted tidligere end planlagt, og kørte mod syd, mens sneen føg om bilen. DMI havde godt nok advaret om snefald i Påsken, så jeg var forberedt, men jeg håbede dog alligevel, at meteorologerne ville tage fejl – det er jo set før!

Lige nord for Gedser var vejen spærret pga. uheldet, og vi blev ledt uden om ad nogle småveje. Men vi nåede Gedser i god tid, og efter lidt traven rundt, fandt vi afgangsstedet for færgen. Her var begge billetautomater gået i stykker, men det viste sig heldigvis, at jeg kunne købe billet om bord på færgen.

Jeg fik taget afsked med Fruen, som kørte på venindebesøg, mens jeg gik om bord på båden til Rostock. Færgen var pænt fyldt, men jeg fandt da en god plads ved vinduet. Der var også en vis bølgegang, så skibet vippede lidt, men ikke noget af betydning. Overfarten gik udmærket, men jeg lærer aldrig at forstå de forældre, der lader deres børn løbe rundt og råbe og skrige, stå op på stole og sofaer m.m.!

Da færgen var i havn, kørte jeg med en transportbus et kort stykke til den egentlige busholdeplads. Den første bus til centrum missede jeg, da ingen kunne fortælle mig, hvilken bus jeg skulle med. Alle talte kun tysk – og det er bestemt ikke min spidskompetence. Endelig fandt jeg dog en, der kunne tale lidt engelsk, og via et skifte fra bus til tog nåede jeg frem til Rostock Hovedbanegård. En pudsig detalje var dog, at jeg ikke kunne finde ud af at købe billet i bussens billetautomat. En flink tysk mand hjalp mig dog igennem processen.

Det tog også lidt tid at finde hotellet. Selv om det lå mindre end 100 m fra banegården, fik en ung tysk kvinde guidet mig helt forkert – Google Maps var denne gang ikke vores ven! Men frem nåede jeg da, og fik et udmærket værelse på 2. sal med både bad og WiFi!

Jeg fik købt lidt aftensmad i en lille bager på banegården og derudover fik jeg også købt togbillet til næste morgen, så jeg ikke behøvede at bekymre mig om det! Resten af aftenen slappede jeg af på værelset med lidt TV-kigning, før jeg hen ad klokken 23 lagde mig til at sove, spændt på hvad næste dag ville byde på.

Herunder kan du se billeder fra dagen.

Ruteforløb for Via Baltica.

Min tyske vandreguide.

God start!

Hotellet lige ved siden af banegården i Rostock.

Der tages højde for næsten alt på hotelværelserne - tysk grundighed!

onsdag den 3. maj 2017

Vandring i det nordvestlige Tyskland - søndag

Alarmen vækkede os rimelig tidligt søndag morgen, men hotellet serverede først morgenmad senere, end jeg ville have foretrukket. Sommertiden var sluttet om natten, og det ville derfor blive mørkt tidligere. Dette havde jeg ikke kalkuleret med i forvejen, men nu måtte jeg jo se, hvor langt jeg kunne komme, før mørket faldt på.

Jeg var derfor iklædt mit vandretøj og have traveskoene med ned til morgenmaden, så jeg kunne smutte af sted hurtigt.

Morgenmaden bestod af en ganske udmærket buffet og efter at have spist og drukket et par kopper kaffe, befandt jeg mig igen ude på ruten, der som nævnt tidligere gik lige forbi hotellet.

Allerede efter få hundrede meter kom de første problemer, idet der ved stationen i Meldorf var et omfattende renovationsarbejde i gang. Jeg kunne ikke rigtig finde vej, men det hjalp, da jeg fik tændt for min Google Maps på telefonen og slog GPS´en til.

Snart var jeg tilbage på ruten og ude af Meldorf. Morgenen var flot og landskabet var fladt og åbent. Snart blev det endnu mere åbent og underlaget skiftede til græs. Jeg fik heldigvis også taget en selfie i det flotte formiddagsvejr.

Dagens første kirke – Kirche zum Heiligen Kreuz - blev nået kort før klokken 10 og lå i Windbergen. På kirkens opslagstavle var der faktisk en besked til pilgrimsvandrere.

Gudendorf var næste mindre by på dagens rute, og herefter passerede jeg gennem et relativt stort rekreativt skovområde. Ruten var stadig godt afmærket, og jeg havde ingen problemer med at finde vej.

Jeg nærmede mig nu byen med det fornemme navn, St. Michaelisdonn, hvor en flot mølle bød mig velkommen. Byens kirke, som jeg naturligvis også skulle
forbi, var underligt nok ikke så prangende som mange af de andre kirker på denne rute.

Ude af byen kom jeg til et skovområde, og her kom jeg for eneste gang på hele turen på afveje. Jeg skulle forbi en flyveplads, men befandt mig pludselig i et tæt vildnis. GPS og Google Maps måtte for alvor i brug, før jeg igen fandt tilbage på rette vej.

Det gik dog til slut og efter en å og adskillige haver med stadigt blomstrende solsikker nåede jeg frem til dagens næsten kirke, St. Marienkirche, som lå i Eddelak.

Det var efterhånden blevet eftermiddag, men vejret blev ved med at være virkelig fint til vandring.

Turens næste store kirke lå i Brunsbüttel, som jeg nåede til et stykke ud på eftermiddagen. Byen havde en smuk park med en å, som jeg fulgte et
langt stykke. Videre gik det, indtil jeg nåede Jakobus-kirche – endnu en majestætisk bygning i en relativ lille by.

Jeg vendte om, og gik tilbage gennem gaderne i Brunsbüttel, indtil jeg nåede ned til floden. Her ventede en lille færge på at sejle biler og passagerer de få hundrede meter over på den anden side. Jeg forventede af skulle betale lidt for at sejle med, men jeg blev bare vinket ombord.

Floden var som nævnt meget smal og jeg havde et fint view til den anden bred. Kort efter at jeg var kommet ombord sejlede vi, og efter 5 minutter anløb vi
havnen på den anden side, og jeg kunne fortsætte min vandring.

Jeg gik et langt stykke ad landevejen i et område med masser af industri og vindmøller. Det var ikke særlig spændende at gå der, men langt om længe
forlod jeg den vej og bevægede mig ned mod floden og de mindre stier. Flere steder var der fårefolde, der skulle passeres, og dyrene havde absolut ikke tænkt at flytte sig for en vandrer.

Til slut nåede jeg helt ned til vandet og resten af tiden gik jeg langs med floden og passerede endda et par nydelige strandarealer. Det var nu ved at være
tusmørke, og jeg var lidt urolig for at skulle passere gennem mulige fårefolde i mørke. Det var ikke til at vide, hvordan et stort får ville reagere, hvis jeg stødte ind i det i bælgravende mørke.

Jeg besluttede mig derfor til at afslutte vandringen knap 5 km fra Glückstadt. I alt blev dagens etape lidt over 50 km. Jeg ringede til Fruen og bevægede mig op til hovedvejen. Her fandt Fruen mig og sammen kørte vi til Glückstadt, hvor
hun havde fundet et rigtig hyggeligt hotel. Vores værelse var stort og lækkert.

Efter et velfortjent bad og iført rent tøj gik jeg med Fruen de få hundrede meter hen til en lille italiensk restaurant, hvor vi fejrede afslutningen på min vandring med en stor og delikat pizza til hver. Min var en Quattro Stagioni, mens Fruens var med tomater, rucola salat og parmesanost. Vi nød også lidt god vin til maden denne søndag aften.

Mætte og veltilfredse vendte vi efter måltidet tilbage til vores værelse, hvor
vi hurtigt faldt i søvn – men ikke før jeg havde fået mine fødselsdagsgaver, selv om jeg først fyldte år dagen efter.

Næste morgen vågnede vi ved 8-tiden på min fødselsdag og var nede i hotellets restaurant klokken halv ni. Her ventede et rigtig dejligt morgenbord. En
fascinerende ting var Fruens the-ur, der var et omvendt timeglas.

Efter morgenmaden tjekkede vi ud og kørte mod Danmark. Jeg nåede dog inden vi passerede grænsen at få min sædvanlige currywurst som en velfortjent
afslutning på en rigtig god tur.

Herunder kan du se billeder fra den tredje vandredag i det nordvesttyske.

Hyggelig morgenbuffet.

Ruten gik lige forbi hotellet.

På farten igen.

En skøn søndag morgen.

Ude i det åbne land.

Flere steder passerede jeg over små åer.

Søndags-Selfie.

Kirche zum Heiligen Kreuz

Meddelelse til vandrere på kirkens opslagstavle.

På vej ind i Gudendorf.

Et af dagens skovpartier.

Ruten var næsten hele tiden fint afmærket.

Imponerende mølle.

Kirken i St. Michaelisdonn.

Over endnu en å.

Smukke solsikker i efteråret.

Kirken i Brunsbüttel.

Flotte vindmøller i solskin.

Jakobus-kirche.

Færgeoverfart.

Kæmpevindmølle.

Sidst på eftermiddagen.

Gennem fårefolden.

Ved Elben.

Sandstrand ved floden.

Vores lille hotel.

Værelset var hyggeligt.

Min aftensmad.

Fruens vegetarpizza.

Morgenmåltid på min fødselsdag.

Som sædvanlig afsluttes min vandring med en currywurst!

mandag den 1. maj 2017

Vandring i det nordvestlige Tyskland - lørdag

Mobilalarmen ringede kl. 7 denne lørdag morgen, og efter de sædvanlige morgenrutiner, indfandt vi os i hotellets restaurant. Hotellet havde ingen decideret morgenbuffet; i stedet fik vi serveret et stort fad med pålæg samt en stor brødkurv. Der manglede heller ikke hverken juice eller kaffe/te.

Jeg forventede en lang vandredag foran mig, så allerede klokken halv ni kyssede jeg Fruen farvel og på gensyn, og begav mig ud på de tyske veje.

Allerede efter få km var jeg ude af Lunden og gik parallelt med jernbanen. Jeg passerede et ret så interessant hus, før jeg atter befandt mig i det åbne land.

Selv om skyerne ofte hang lavt denne lørdag, så holdt det tørt hele dagen og det var i det hele taget en fin, fin vandredag.

Næste kirke på ruten var St. Marienkirche, endnu en imponerende bygning i en lille by. Og at jeg var i et fladt land med masser af blæst vidnede de
mange vindmøller om. I det hele taget var landskabet på hele ruten meget åbent og fladt. En hel del kanaler skar sig gennem landskabet og gjorde det flade område mere tiltrækkende. De mange lavtliggende arealer blev afgræsset af får og kreaturer.
Kort tid efter nåede jeg næste kirke, som var St Jakobi-Kirche. Den lå i Neuenkirchen, som også var en mindre by, men som dog husede godt 1000
indbyggere. Jeg fortsatte og kunne på min vandring glæde mig over rutens gode afmærkning.

Ved middagstid ankom jeg til Weddingstedt og stod snart efter foran byens flotte kirke, St. Andreas-Kirche. Efter at have beundret den, gik det et godt stykke mod syd, før jeg kom ind i en af rutens største byer: Heide. Midt i byen lå en stor plads, som husede et stort tivoli, hvor jeg bl.a. bemærkede en stor skræklabyrint. Lige ved siden af tivolipladsen lå byens store kirke, St Jürgen-Kirche.

Jeg var efterhånden blevet sulten, og de medbragte rundstykker og müslibarer var ved at være væk. Jeg fandt derfor et bageri, hvor jeg købte kaffe og et par boller. Efter at have indtaget dette "pragtmåltid" begav jeg mig videre og var snart ude af Heide. Og her skete noget pudsigt, for ifølge mit udprintede rutekort skulle jeg over en flod, men da jeg nærmede mig kunne jeg høre en masse bilstøj. Det viste sig, at det var en hovedvej, der på kortet var markeret med en tyk blå streg!

Jeg kom over "floden" og gik et stykke langs med den, før jeg igen svingede ud blandt de åbne marker. Vejret var stadig fint, om end det blæste – heldigvis havde jeg dog for det meste vinden i ryggen.

Dagens næste kirke hed St. Marienkirche og lå i Hemmingstedt. Den blev nået lidt over 3, hvorefter jeg atter begav mig ud i det åbne land. Jeg kom forbi et imponerende monument (Landesdenkmal Dusenddüwelswarf).

Eftermiddagen var ved at gå på hæld, og omsider kom jeg til dagens tapemål: Meldorf. Kort efter nåede jeg frem til Domkirken, hvor Fruen ventede. Her sluttede dagens etape, som blev på knap 50 km.

Hotellet, hvor Fruen havde booket værelse, lå lige ved siden af Domkirken, og ruten gik lige forbi. Vores rum var mindre end dagen før, men havde alligevel alle de nødvendige ting. Jeg mindes i øvrigt heller ikke, at vi hørte larm fra kirkeklokkerne.

Fruen havde været byen rundt efter en restaurant, men havde ikke fundet en, der havde fundet nåde for hendes skarpe blik, så da jeg havde badet og var klædt om, indfandt vi os i hotellets egen restaurant.

Min forret bestod af bruscetta – 2 stk., ikke så store men ganske ok. Fruen fik endnu en suppe – denne gang en cremet rucolasuppe, hvilket hun absolut ikke var utilfreds med.

Hovedretten bestod for os begge af en burger. Fruen valgte en stor cheeseburger med stegte løg, tomater, agurk, BBQ-sauce og bådkartofler, mens jeg fik en steakburger med marinerede paprika, rucolasalat, orange-chilisauce og pommes frites af søde kartofler. Begge burgerne var udmærkede, men vi sad bagefter med en fornemmelse af, at vi egentlig hellere ville have haft noget mere spændende. I øvrigt delte vi en lille karaffel rødvin til maden – denne aften kunne vi ikke klare en hel flaske.

Efter middagen gik vi tilbage til værelset, og kunne ikke lade være med at bemærke den meget smalle dør. Efter lidt læsning faldt vi som sædvanlig
på vores ferier i søvn ret tidligt.

Herunder kan du se billeder fra den anden vandredag i det nordvesttyske.