Lysten var der, men kroppen protesterede, da jeg nærmest tvang mig ned i motionscentret her til aften. Kroppen var stadig mærket efter vandringen i går - ikke så meget på grund af distancen, men mere forårsaget af kulden. Det tærer mere på fysikken at gå langt, når det er koldt og blæsende. En anden årsag til, at jeg fysisk ikke var helt på toppen var, at jeg havde tilbragt eftermiddagen sammen med en stor del af familien, til den årlige julefrokost. Og selv om jeg havde holdt pænt igen med hensyn til alkohol og mad, så var maven alligevel pænt fyldt op. Men udsigten til nogle hårde arbejdsdage uden de store træningsmuligheder gjorde, at jeg ved 18-tiden befandt mig i motionscentret - og jeg var helt alene - alle andre holdt åbenbart fri!
Men op på løbebåndet kom jeg da - og da jeg var først var startet, gik det faktisk helt pænt. Jeg fik øget træningstiden med 3 minutter, så den nu lyder på 43 minutters løbe/gangtræning. Og ovenikøbet fik jeg indlagt en "spurt", som i mit tilfælde hedder 12 km i timen i 2 minutter - så nu kan julemåneden bare komme an!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar