mandag den 3. november 2014

Achillesseneproblemer

Det startede lige omkring nytår 2013/14. Jeg var ved at træne til VM i halvmarathon, som skulle afholdes i København i slutningen af marts 2014. Træningen foregik dels på løbebånd i motionscenteret, dels omkring Glumsø Sø og i Villa Gallina skovene. Jeg løb ca. 3 gange om ugen og det gik egentlig ganske udmærket. Ikke at jeg var ved at være klar til en kanontid, men omkring 1 time og 50 minutter ville måske være en realistisk sluttid.

Men nu begyndte achillessenen altså at drille! Jeg havde for nogle år siden på en af mine vandreture ned gennem Jylland prøvet at have haft en ordentlig omgang betændelse omkring senen, men dengang gik det relativ hurtigt over og var vist mere en form for ydre irritation end en egentlig betændelse i achilessenen.

Men denne gang gik det ikke hurtigt over. Jeg forsøgte at løbe igennem det, altså ignorere smerten - hvilket alle jo ved, er meget uklogt. I starten går det fint; når muskler og sener bliver varme, forsvinder smerterne. Men symptomerne blev gradvist værre og alle de klassiske tegn var der: senen var øm ved berøring, der var smerter efter løb, det gjorde ondt om morgenen osv. osv. Jeg kunne dog stadig gå langt, men blev ret hurtigt nervøs for, om senen også ved vandring blev belastet for meget. Derfor blev også min vandretræning skåret ned, både med hensyn til længde og hyppighed.

Jeg prøvede dog stadig at løbetræne op mod halvmarathonløbet, men under den sidste test en lille uge før konkurrencen gik det helt galt. I forsøget på at kompensere for ømheden i senen (den venstre achillessene), fik jeg en alvorlig fiberskade i højre læg. Møgærgerligt, men så kunne jeg jo lære det! Slut med drømmen om deltagelse i VM i halvmarathon!

Jeg prøvede med både is, massage og forskellige former for styrketræning, ligesom jeg svømmede og cyklede som alternativ konditionstræning. Jeg holdt mig dog fra medicin! Alt hjalp til en vis grad, men den klassiske "fodvippeøvelse" har givet det bedste resultat. Den består i al sin enkelthed i, at man stiller sig på et trappetrin og "vipper" foden op og ned. Man kan gøre det på begge ben samtidig eller skifte mellem det ene og det andet ben. Man kan også bruge vægte, for at belaste achillessenerne yderligere. Jeg har klaret mig rimeligt ved blot at bruge min kropsvægt og så lave øvelserne en eller to gange dagligt (3 x 15 stk.).

Du kan se en video over, hvordan øvelsen kan udføres her

Min achillessene er nu absolut i bedring, føler jeg. Jeg kan stadig være lidt øm efter en vandretur, men jeg føler absolut en bedring - og jeg er også så småt begyndt at løbetræne igen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar