Min første 100 km - marchen!

Vi var vel ca. 100 deltagere, der blev sendt af sted klokken 6 om morgenen på den 3. Hvidovre-Køge 100 km march. Vi begav os i samlet flok afsted mod vest og syd, men snart var vi spredt for alle vinde. Nogle gik stærkt, mens andre tog den mere med ro, vel vidende at man havde et helt døgn til de 100 km. Man måtte hverken gå for hurtigt eller for langsomt, idet deltagerne skulle overholde rastepladsernes åbningstid. Jeg valgte den gyldne middelvej og gik med ca. 6 km i timen. Ruten var fint markeret med refleksbånd og pile, og var man i tvivl, havde man en udmærket rutebeskrivelse til sin rådighed.

Jeg havde en ganske almindelig lille rygsæk med (en af de klassiske Fjällräven Kånken) - uden spænder foran - hvilket medførte, at jeg snart havde hudafskrabninger på ryggen. Jeg gik i tennissokker, hvilket gjorde, at jeg hurtigt fik vabler. Men ellers gik det fint! Jeg nåede til frokostrasten i Køge ved middagstid og fik spist nogle stykker smørrebrød. Jeg beholdt mine gangsko på, for jeg havde læst, at hvis man tog skoene af under en lang march, så hævede fødderne op og man fik aldrig skoene på igen. Rent vrøvl har jeg senere erfaret! Men jeg var jo nybegynder og vidste ikke særlig meget om disse lange marcher.

Eftermiddagsetapen gik ned om Strøby Egede og forbi det smukke Vallø Slot. Da jeg passerede slottet, var jeg næsten præcis halvvejs - altid et godt pejlemærke. Tilbage mod Køge gik det, og nu var trætheden ved at indfinde sig. Jeg var retur på skolen i Køge ved 16-tiden og skulle nu have "aftensmad". Her begik jeg endnu en fejl ved at spise alt for meget. Aftensmaden bestod, så vidt jeg erindrer, af en gryderet hvortil man kunne få pasta, ris eller kartofler. Jeg tog det hele! Det betød, at da jeg forlod skolen for at gå ud på de sidste godt 35 km, var det med en gevaldig mavepine! Sammen med mine efterhånden veludviklede vabler, ømme ben, hudafskrabninger på ryggen og tiltagende træthed gjorde det, at jeg begyndte at spekulere på, hvorfor jeg egentlig var begyndt på det her!

Men jeg kæmpede mig da videre, selv om det gik langsommere og langsommere. Jeg var helt alene, uden nogen at følges med, mens mørket begyndte at sænke sig. Til slut føltes det nærmest, som om jeg slet ingen vegne kom. Den sidste halvanden kilometer tog mere end en halv time, fordi jeg flere gange måtte sætte mig ned og hvile benene. Da jeg endelig nåede frem til skolen, som var målsted, viste det sig, at jeg skulle op ad en vindeltrappe for at blive registreret. For pokker da - en stejl trappe er ikke lige det man ønsker at se, når man har gået så langt og alt gør ondt! Men jeg fik slæbt mig op og min første 100 km march var gennemført!

Vallø Slot - halvvejspunktet i Hvidovre-Køge 100 km.