Det startede ellers fint. Jeg har jo besluttet at bruge Sjællandsleden (se også blogindlægget fra fredag) som træningsrute. Det er en fin udfordring at forsøge at gennemtrave den 650 km vandrerute i mindre etaper. Og denne novemberlørdag var det altså tid til den første etape, som startede i det nordvestligste hjørne af Sjælland: Sjællands Odde.
Det er en smule besværligt at komme til Sjællands Odde med offentlig transport: Bus til Ringsted Station, videre med bus til Holbæk Station, lokalbanen til Højby og afslutningsvis bus til Odden Færgehavn. Ifølge min rejseplan skulle der ikke mange forsinkelser til på en af "delrejserne", før det ville blive en meget lang tur. Men busser og tog kørte som planlagt, og klokken lidt i halv tolv, efter ca. 3½ times transport, var jeg ved mit startsted. Vejret var gråt og diset, men fint egnet til en vandring. Om eftermiddagen kom der et par regndråber, men det var på ingen måde slemt.
Selve ruten gik gennem store sommerhusområder - hvoraf mange var til salg. Deprimerende at se, at krisen stadig kradser mange steder. Der var også strækninger langs kysten og endda nogle km på selve stranden. Markeringen af ruten haltede dog en smule, men jeg havde jo som sædvanligt lavet en egen rutebeskrivelse, så jeg gik da ikke forkert.
Jeg fik min "sædvanlige" kaffe på en lille café i Havnebyen. Kort forinden var en bil kørt ind til siden og en kvinde havde spurgt, om hun måtte tilbyde mig et lift. Jeg var ikke klar over, at jeg allerede efter få km så så træt ud! Jeg takkede dog pænt nej og forklarede, at jeg gjorde det helt frivilligt!
Alt i alt var det en rigtig fin førstedag på Sjællandsleden. Jeg starter næste gang, hvor jeg sluttede i går - og jeg glæder mig allerede!
Sjællandsleden hedder også Sejerø Bugt Ruten i Nordvestsjælland. |
Rast i Havnebyen. |
Og den obligatoriske kop kaffe - i godt selskab! |
Vejr og vind tager ofte en bid af stierne. |
Ad småveje mod sydøst. |
På vej ind i et af de mange store sommerhusområder. |
Landskabet er smukt og afvekslende. |
Ofte er ruten ret kuperet. |
Danmark er også smukt i efterårstilstand. |
Ruten gik tæt på kysten mange steder. |
Fin udsigt i efterårslyset. |
4-5 km af ruten gik helt nede på stranden |
Der er iværksat naturpleje med kvæggræsning mange steder. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar