Jeg bestemte mig derfor til at tage toget til Rostock 2. Påskedag, indlogere mig på et lille hotel, og så fortsætte herfra mod Lübeck om tirsdagen, altså første hverdag efter Påske.
Det var en god beslutning, og jeg kunne nu tage den med ro og ikke bekymre mig om våde og smattede småveje og stier – i hvert fald ikke endnu! Jeg fik en rigtig god morgenbuffet på hotellet i Stralsund, før jeg tjekkede ud og begav mig mod stationen.
Den første banegård, jeg nåede frem til, var ret "spooky", med tomme grå betonbygninger, og jeg kunne heller ikke finde noget sted at købe billet på stationen. Så jeg travede videre et par km, indtil jeg nåede til Hovedbanegården, hvor det var let at skaffe en billet til Rostock.
Toget kørte ved middagstid og var proppet med rejsende – man kunne mærke, at påskehjemrejsen var begyndt. Men jeg fik mig en god siddeplads, og efter en god times tid var vi i Rostock. Mit hotel var særdeles centralt beliggende og mit værelse var udmærket, om end noget lille.
Jeg fik snakket lidt med Fruen og fik bestilt overnatning i den næste større by, jeg skulle passere på min vandring: Bad Doberan. Herefter gik jeg lidt rundt i Rostocks centrale bydel. Det var markedsdag, og gågaden var fyldt med glade mennesker.
Jeg fik købt lidt brød og en kakaomælk, som jeg nød på mit værelse, mens jeg så cykling i TV. Da det var forbi, gik jeg atter hen i gågaden, hvor jeg havde spottet en Subway. Denne aften blev menuen en "Dobbelt Dagens Special", som var med italienske pølser. Den blev fortæret på værelset, og inden jeg lagde mig til at sove, nød jeg en lille flaske rosévin, som jeg havde købt ved en af markedsboderne om eftermiddagen. Da jeg slukkede lyset, var vejret udenfor blevet lidt gråt og regnen lurede.
Herunder kan du se billeder fra dagen.
En god morgenmad er altid godt! |
St. Marienkirche i Stralsund. |
Heilgeistkirche i Stralsund. |
Rostock - Markedsdag. |
Masser af boder i Rostocks gågade. |
Kröpeliner Tor i Rostock. |
Pilgrimssymbolet ses lige under vejskiltene. |
St. Marienkirche i Rostock. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar