mandag den 30. april 2018

Forårsvandring 2018 – Fjerde vandredag

Vækkeuret på mobilen ringede kl. 07:00, og jeg kunne ud af hotelværelsets vindue se, at det var en grå og fugtig morgen. Jeg kom i tøjet og begav mig ned for at indtage hotellets morgenbuffet. Den var ok, men så heller ikke mere – den var ellers meget rost i flere reklamer – af hotellet selv.

Da jeg var færdig med morgenmaden, vendte jeg tilbage til mit hotelrum, pakkede og kom i mit vandretøj. Jeg havde to sæt vandretøj med på turen samt et sæt, der kunne anvendes, når dagens etape var overstået. Jeg gik ned i receptionen og afleverede nøglen. Derpå begav jeg mig ud i den lette støvregn.

Jeg havde dagen før, på min rundvandring i Rostock, set hvor Via Baltica passerede igennem byen. Jeg fandt derfor hurtigt ind på ruten, og de første par km gik let og smertefrit. Det hjalp også, at veje og stier inde i selve Rostock by var blevet ryddet for sne. Det gjorde det også nemmere at finde vej – i øvrigt var ruten fint markeret hele dagen – og min guidebog, som nu kom i brug for første gang på turen, var også god og detaljeret. Og ellers var der jo altid Google Maps!

Da jeg nåede helt ud af Rostock, blev føret mere vanskeligt. Der var masser af sne på stier og småveje, og da temperaturen var lige over frysepunktet, gav det anledning til en masse sjap og vand. Men humøret var fint, og kilometrene blev lagt bag mig.

Efter ca. 8 km kom jeg ud på de tyske "betoncykelveje". De består af to parallelle betonstier med græs eller jord imellem. De var heldigvis hovedsageligt snefrie og gode at vandre på. Jeg spiste frokost lige udenfor Konow, og fortsatte derpå mod vest. Jeg skulle egentlig været gået igennem et større skovområde, for at nå til Althof. Imidlertid var skoven ufremkommelig på grund af, sne, mudder, sjap og væltede træer. Jeg valgte derfor at følge cykelruten uden om skoven. Denne var ok et stykke, men snart var den helt snedækket, og jeg måtte gå et godt stykke på selve vejen, hvor bilerne kørte – det gik dog, og jeg var sikkert et morsomt syn for bilisterne!

Efter nogle km på landevejen svingede jeg til højre ad en mindre vej mod Althof. Og idet jeg nåede frem til kapellet i Althof, kom foråret! Solen brød igennem skydækket, og det blev pludselig ganske lunt. Jeg måtte smide et par af mine tøjlag samt vanter og hue, før jeg fortsatte mod dagens målby: Bad Doberan.

Den by ankom jeg til midt på eftermiddagen. Mit hotel lå meget centralt i byen, klods op ad banegården. For første gang på turen måtte jeg vise pas ved hotelindtjekningen, og det tog lidt tid, da passet befandt sig langt nede i rygsækken. Men til slut fik jeg nøglen til mit særdeles lækre værelse, hvor der bl.a. hørte en lille terrasse til.

Efter bad og omklædning spadserede jeg i det fine vejr op til byens enorme kirke. Den var virkelig imponerende stor og fantastisk flot. Desværre kostede det 3 euro at komme helt ind i den – og det var jeg for nærig til!

På vej tilbage til hotellet købte jeg forplejning i en Lidl, som lå blot et par hundrede meter fra mit hotel. Jeg købte rigeligt, så jeg også havde til næste etape. Aftenen blev tilbragt med at snakke med Viv´en samt se Champions League i TV. Jeg opdagede i øvrigt også, at jeg havde fået en mindre skade. Jeg havde indtil nu undgået vabler, men havde til gengæld fået en blå negl på venstre fod. Det var tåen ved siden af storetåen, som blev mere og mere mørkfarvet på turen, men der skete tilsyneladende ikke mere, og neglen faldt ikke af. Jeg slap i det hele taget billigt på vandringen, hvilket var ganske fint – og lidt uventet, min relativ ringe form taget i betragtning. Så jeg lagde mig til at sove i godt humør ved 22-tiden – mens sneen udenfor var ved at smelte.

Herunder kan du se billeder fra dagen.

Dagens første kirke lå allerede i udkanten af Rostock.

Veje og fortove var pænt ryddede i Rostock.

Men det var en anden sag, når man nåede ud af Rostock.

Interessant ruteafmærkning.

Masser af sne på stierne.

Men "betonvejene" var fint farbare.

Kapellet i Althof.

Den særprægede sten lige udenfor kapellet i Althof.

Hotellet i Bad Doberan.

Indgangen til den store kirke i Bad Doberan.

Kirken i Bad Doberan var virkelig imponerende.

Huse i det centrale Bad Doberan.

Udsigten fra min hotelterrasse - bemærk det gamle lokomotiv.





2 kommentarer:

  1. Det er godt nok sent der er sne på de kanter. Vi er for tiden i Svaneke. Der er jo ikke langt over. Her har vi 7-11 grader, men meget blæsende op til 15 sekundmeter.

    SvarSlet
  2. Nu var det også i påsken, at jeg gik i Tyskland - de første påskedage var der rigtig meget sne....

    SvarSlet