Fruen og jeg var i biografen i går. Vi så den helt nye film: Sommeren ´92, som handler om det danske fodboldlandsholds triumf ved europamesterskabet i Sverige. En gribende og tankevækkende film om et hold, der kom med på et afbud og derpå vandt hele turneringen. En træner, der blev hånet og latterliggjort af så godt som alle: spillere, ledere, journalister og fodboldtilhængere, men som sejrede til slut. Den virkelige helt i filmen var dog efter min mening assistenttræneren (eller hvad han nu var), som gjorde Richard Møller Nielsen mere menneskelig og til en langt bedre leder. Filmen kan bestemt anbefales - et stykke nyere danmarkshistorie - og vi kunne begge stadig mærke klumpen i halsen flere gange under filmen!
Da vi var hjemme igen, klokken ca. 20:45, besluttede jeg at gå min ugentlige distancetur. Det var fint vejr: tørt og lunt (jeg gik i shorts og tynd vindjakke) uden megen vind. Desuden var det næsten skyfrit og månen var fremme, så det blev ikke på noget tidspunkt helt mørkt.
Turen gik fra hjemmet i Herlufmagle og ind til Næstved centrum, hvor jeg vendte om og gik tilbage til Herlufmagle. En tur på 20 km, som jeg jo har gået mange gange. Jeg havde P7 Mix i ørerne, og slappede i det hele taget ganske fint af. Benene var ok, og trætheden og ømheden fra min lange tur for en uge siden, er helt væk. Fruen gik mig i møde - selv om hun er mørkeræd - og vi fulgtes ad hjem til huset, som blev nået lige omkring midnat. En ganske god start på weekenden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar