søndag den 9. august 2015

Glemsomhed

Alderen må være begyndt at trykke. Jeg glemte i hvert fald at lave blogindlæg i fredags, hvor jeg trænede 35 minutter på løbebåndet i motionscentret. Det var lummert vejr, og derfor holdt jeg mig indenfor i det noget køligere motionslokale.

I går var Fruen og jeg i Kerminde, hvor vi travede rundt i byen og så en masse lokale seværdigheder (min skridttæller på mobilen belønnede mig da også for at have gået langt over de dagligt anbefalede 10000 skridt). Vi havde aldrig været på Nordøstfyn før, så det var meget spændende og interessant. Det blev til en visit i Johannes Lange Museet, der i hele august har en stor udstilling med Thomas Kluge malerier. Kluge kommer fra Sydsjælland og Fruen kender ham, fra han var dreng. Derudover så vi på små huse, ligesom vi naturligvis også måtte se den berømte Amanda-statue (byens vartegn). Endvidere fik jeg bank af Fruen i minigolf. Dagen sluttede med middag på en lokal restaurant, hvor jeg fik den bedste fiskebuffet, jeg mindes at have smagt, mens Fruen fik noget af tilbehøret fra buffeten plus en velvoksen entrecote.

Her til eftermiddag var jeg i motionscentret igen - denne gang klarede jeg 45 minutter på løbebåndet (skiftevis gang og løb). Jeg havde egentlig besluttet mig for at cykle på en af kondicyklerne, da jeg i går aftes fik et mindre vrid i mit højre knæ. Dette kom jeg imidlertid først i tanke om, da jeg havde passeret de 15 minutter på båndet, som sagt glemsomhed. Da smerten ikke blev værre, så fortsatte jeg dog, og det gik da heldigvis også meget godt.

Fiskerpigen Amanda - Kertemindes vartegn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar