lørdag den 7. februar 2015

Sjællandsleden - Niende etape

Man kunne næsten kalde dagens vandring for "en halv dag på Sjællandsleden". For selv om turen samlet var på ca. 30 km, var det kun de 15, som blev gået på den "egentlige" Sjællandsleden-rute. Resten var transportstrækninger til og fra huset i Herlufmagle. Men det passede egentlig også godt, idet Fruen havde børnebørnene på besøg og derfor måtte holde sig hjemme hos dem.

Jeg startede ud hjemmefra ved halv ellevetiden - helt underligt ikke først at skulle rejse med det offentlige transportsystem i flere timer. Efter godt 5 km nåede jeg til Skelby og broen over Susåen, som jo var slutstedet i sidste uge. I øvrigt gik jeg nær Susåen på det meste af turen. Vandstanden i åen var ret så høj, som billederne også viser.

Det første lange stykke foregik på små asfaltveje uden særlig meget trafik. Så kom der nogle markstier, som enkelte steder var ret plørede. Dog var der slet ikke så vådt som på foregående etaper. Mod slutningen gik jeg langs Susåen igen på småstier i Næstved.

Vejret var i forhold til de foregående dage ret lunt, omkring 5-6 grader. Sommetider fik jeg endda en bleg vintersol at se. Dog blæste det en del, men jeg havde huen trukket godt ned, så mine sarte ører ikke led overlast.

Strækningen på Sjællandsleden sluttede i dag midt i Næstved, og så var der kun 10 km tilbage på en strækning, jeg har gået utallige gange i de senere år.

Hvis alt går vel, fortsætter jeg min vandring på Sjællandsleden næste weekend, men hvor jeg starter, har jeg endnu ikke besluttet!

Du kan se billeder fra dagens tur herunder.


Det flotte orange hus, som jeg ofte passerer under mine træningsture.

Dagens Sjællandsleden-startsted - ved den meget vandrige Suså. 
Sjællandsleden hed i dag også Susåleden.

Flot stynede piletræer.

Ved Holløse Mølle.

Landevej i den danske vinter.

Vandstanden i Susåen er særdeles høj.

Endnu et billede fra den smukke Susådal.

Efter asfalten kom nogle km på små markstier.

Der var flere steder ret vådt, men dog ikke ufremkommeligt.

Ruten passerede vandreruten "Fodsporet".

Et enkelt lille skovstykke blev det også til.

Forbi Herlufsholm.

Langs Susåen ind i Næstved.

Dagens Sjællandsleden-rute sluttede midt i selve Næstved.

Gulerodshuset - så mangler der kun 5 km!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar