The Way

Jeg har tilbragt en pæn del af søndag formiddag med at se filmen The Way på Netflix. Filmen, som er fra 2010, handler om en far, der mister sin søn, netop som sønnen er startet på sin pilgrimsrejse på Camino de Santiago i Pyrenæerne. Faderen, spillet af Martin Sheen, beslutter sig for at gennemføre den 800 km lange vandring til Santiago de Compostela og strø sønnens aske langs ruten.

Filmen er absolut værd at se og indeholder en lang række meget flotte landskabsbilleder over Caminoen, som den tager sig ud i det tidlige forår. Det bliver aldrig helt varmt og i de fleste vandrescener er skuespillerne iført både anorak og hue. Man får også et godt indtryk af, hvordan livet på refugierne er, ikke mindst de propfyldte sovesale.

Men jeg savner den fysiske hårdhed på ruten - hvor er vabler og andre skader, og hvor er den træthed man med sikkerhed må få, når man skal gå 800 km? Det virker, som om der altid er fysisk og psykisk overskud til fester og sammenkomster. Også fornemmelsen af at være alene som pilgrim mangler i filmen - til gengæld giver den et godt indblik i fællesskabet mellem en række meget forskellige personer. Og for mange er netop samværet med andre en vigtig del af en vandring. Mens jeg mere er til stilhed og fordybelse, når jeg vandrer.

Det er måske det der gør, at jeg nok aldrig kommer til at gå den klassiske Camino-rute, som i min optik er blevet alt for turistpræget og overfyldt. Men så er der jo så mange andre skønne vandreruter...