fredag den 17. oktober 2014

På vej til Kina!

Nej det er (desværre) ikke mig, der er ved at vandre til Kina - selv om det ellers kunne være en interessant tur. Det er derimod en ung mand fra Sydsjælland, som er gået i gang (er sådan en vandrekliché ikke bare pragtfuld?) med det ambitiøse og udfordrende projekt at vandre fra Danmark til Kina.

Christian, som den unge gut på 30 år hedder, forventer ikke at vandre hele vejen; bl.a. er det visse steder ikke trygt at færdes alene til fods. Så både sejlads på Donau og strækninger med fly indgår i det spændende projekt. Men store dele af turen vil foregå til fods, før rejsen forventes at slutte i den kinesiske by Dengfeng.

Vandringen blev påbegyndt i slutningen af august 2014 og planen er, at Christian vil gå op mod ca. 40 km pr. dag - en ganske pæn dagsdistance!

I skrivende stund er han nået forbi Prag og er på vej til Wien. Den velskrevne blog opdateres ikke så hyppigt, som jeg havde håbet på, men den er med sine interessante betragtninger og fine billeder helt bestemt værd at læse. Jeg følger i hvert fald interesseret med på Den Lange Rejse på Christians blog eller på hans Facebook-side!



Held og lykke på turen Christian!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar