torsdag den 23. oktober 2014

Hvordan det startede - del 4

Jeg løb mit første motionsløb i april 1983. Nej, det var ikke et marathon - jeg "nøjedes" med den halve distance. På den tid var motionsløb ikke lige så udbredt som det er i dag, hvor snart sagt alle har gennemført mindst ét marathon.

Men jeg startede altså mere blidt ud med et halvmarathon. Det blev afholdt i Vestskoven nord for Albertslund, med start og mål ved Roholmskolen. Der var lidt over 300 deltagere, og vejret denne forårslørdag var ganske pænt: letskyet og med kun lidt vind. Jeg husker løbet som en stor oplevelse og var meget tilfreds med min sluttid: 1 time, 26 minutter og 38 sekunder. Det placerede mig blandt de 25 bedste og er stadigvæk, her mere end 30 år senere, min personlige rekord på distancen - og jeg regner det ikke for særlig sandsynligt, at jeg nogensinde kommer til at løbe en hurtigere tid på den distance!

Mindre end en måned senere debuterede jeg så på den fulde marathondistance. Det skete ved Wonderfuld Copenhagen Marathon i København. Løbet blev afholdt i forbindelse med det årlige Pinsekarneval, og stemningen var helt fantastisk. Masser af tilskuere stod og heppede løberne frem, og flere steder var der sambaorkestre, der underholdt både tilskuere og løbere.

Selve løbet gik rigtig fint; jeg var i god form, disponerede mine kræfter fornuftigt, og kom i mål i den udmærkede debuttid: 3:14:57. Det gav blod på tanden!

På vej i mål i mit første marathon. Bemærk de mange tilskuere!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar