torsdag den 16. juli 2015

Sommersvømning

Jeg tilmeldte mig jo sommermotionssvømningen i Suså Svømmeklub. Det foregår hver torsdag fra klokken 17 til 18 i Herlufmagle Friluftsbad. Der er et godt - og nyrenoveret - 25 meters bassin, hvor jeg svømmer 40 banelængder, altså 1 km. Svømmestilen er brystsvømning - som jeg vist tidligere har skrevet, så har jeg opgivet at blive god til crawl.

Det koster 350 kr. for hele sommerperioden, dvs. fra begyndelsen af juni til slutningen af august. Jeg var væk to gange, da vi var på sommerferie, og desuden droppede jeg torsdag i sidste uge på grund af det forfærdelige vejr - så jeg må hellere prøve at komme de resterende gange for at få noget for mine penge!

Der var kun 6-7 andre i bassinet - heraf var de to af dem "ældre" kvinder, som åbenbart var nybegyndere. I hvert fald holdt de sig til den lave del, hvor de plaskede på tværs af bassinet - de holdt dog pænt tilbage, hver gang jeg kom svømmende!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar