Puttgarten-Celle - Dag 1 (anden del)

Efter at have drukket min kaffe gik det videre ,og snart svingede jeg ned ad en lang lige sti. Stien første ned til en bådehavn ved bugten. Jeg svingede til højre ad en smal grussti langs bugten, og den fulgte jeg et langt stykke. Efter ca. 23 km´s vandring nåede jeg ned til kysten ud mod Fehmarnsund. Vejret var nu blevet mere overskyet og der kom faktisk også et par regndråber, men noget
seriøst regnvejr blev det dog slet ikke til denne lørdag.

Snart fik jeg gennem disen øje på Fehmarnsundbroen, som jeg skulle over. Det var fascinerende at se broen blive større og større, efterhånden som jeg nærmede mig den. Efter en kort pause tæt ved broen, passerede jeg under broen og kom op på den fra den anden side. Det blæste godt, så da jeg skulle tage et billede, stillede jeg mig i læ af den ene brostander.

Efter broen gik det videre ad mindre veje, før jeg nåede til næste by: Grossenbrode. Jeg kom ind i byen fra nord, og passerede forbi den imponerende kirke.

Klokken nærmede sig 16, og jeg kunne mærke sulten melde sig. Jeg ledte derfor efter et sted, hvor jeg kunne få noget at spise. Til alt held dukkede en lille italiensk restaurant op. Jeg fik hurtigt bænket mig og bestilte salat og
pasta. Salaten dukkede hurtigt op – ganske almindelig med grøn salat, tomater, agurker, et par oliven samt en stærk peber. Men som så mange andre salater i Tyskland var den druknet i dressing – man skulle tro, at kokken ville være sikker på, at den var død! Men jeg var sulten og den gled hurtigt ned. Min pastaret var en ganske almindelig Spaghetti Bolognese, som smagte udmærket.

Da sulten var stillet, fortsatte jeg ud af Grossenbrode – stadig ad små landeveje eller stier. Jeg havde nu gået mere end 40 km denne lørdag og var begyndt at se mig om efter et sted at overnatte. Jeg havde fundet et par muligheder på nettet, men ingen af dem viste sig at være noget. Det ene sted kunne jeg simpelthen ikke finde, og det andet sted var der ingen, der åbnede, da jeg
ringede på. Der var altså ingen anden mulighed end at fortsætte.

Tiden gik og kilometrene forsvandt bag mig. Jeg nærmede mig de 50 km og var efterhånden lidt panisk. Jeg havde næsten indstillet mig på en nat siddende i et busskur, da jeg nåede udkanten af den lille by, Siggen. Her var en del mennesker samlet omkring et stort bål – det lignede nærmest Skt. Hans. Jeg nærmede mig og spurgte forsigtigt, om der var nogen, der vidste hvor der var et hotel eller en B&B (Zimmerfrei).

Først var der ingen, der kendte til noget, men pludselig kom en kvinde frem og sagde, at hun havde et værelse, jeg kunne leje for en nat. Jeg fik at vide, at der var bad og at det kostede 39 Euro. Hun viste vej ind i et pænt kvarter og hentede nøglen, som jeg modtog mens jeg samtidig gav hende 40 Euro. Selve værelset viste sig at være en 1-værelseslejlighed på førstesalen i en mindre bygning. Værelset var fornemt møbleret, og fra den store altan var der en fin udsigt.

Jeg fik taget et langt og varmt bad i det nydelige badeværelse og indtog derpå størstedelen af den proviant, jeg havde anskaffet mig i dagens løb. Jeg fik også set lidt sport i TV, men hurtigt overmandede trætheden mig. Klokken var ikke meget mere end 21:30, før jeg sov trygt efter en lang men god førstedag på forårsvandring 2016.

Herunder kan du se billeder fra anden halvdel af min forårsvandrings første dag.

Sti ned mod bugten.

Og langs med bugten.

Fehmarnsundbroen i sigte.

Et velfortjent hvil.

Over Fehmarnsundbroen.

Eftermiddag i det nordlige Tyskland.

Imponerende kirke.

Salat til forret.

Spaghetti til hovedret.

Videre ad stierne.

Klassisk tysk vandrevej.

Aftenen begynder at nærme sig.

Der spejdes efter overnatningsmuligheder.

En lækker soveplads efter en lang dag.

Aftenudsigt fra altanen der hørte til mit værelse.

Puttgarten-Celle - Dag 1 (første del)

2016´s lange vandring foregik for mit vedkommende i den første uge af maj. Jeg havde besluttet mig for at gå i det nordtyske med udgangspunkt i Puttgarten. Jeg planlagde at gå en uge på Via Scandinavica og håbede at nå helt ned til byen Celle, hvilket ville give en distance på lidt over 350 km.

Rygsækken blev pakket dagen før start – dog uden sovepose og liggeunderlag. Jeg havde besluttet mig for ikke at sove ude i det fri denne gang, men finde små hoteller eller Bed & Breakfasts (Zimmerfrei). Gangstavene var efterset, og jeg vurderede, at dubberne nok kunne holde et par hundrede km mere. Jeg har været udsat for at de blev slidt helt ned, så metallet slog mod underlaget. Det giver nogle irriterende lyde, når man går på asfalt.

Lørdag den 30. april stod Fruen og jeg meget tidligt op. Jeg havde planlagt at tage en tidlig færge fra Rødby til Puttgarten, så jeg kunne nå så mange km som muligt denne dag. Allerede klokken 8 var jeg med færgen, da den sejlede ud af Rødbyhavn. Vejret var fint; solrigt og letskyet. Det tegnede til at blive en rigtig fin vandredag.

Da færgen kom i havn i Puttgarten, steg jeg af og gik ad en lang overdækket gang. Da jeg kom ud i det fri, svingede jeg mod nord og kort tid efter stod jeg ved starten af Via Scandinavica. Stedet var markeret med en stor statue.

Det var i øvrigt et af de få virkelig store monumenter, jeg så på denne Pilgrimsrute. I modsætning til andre tyske "Jakobswege" jeg har vandret på, som var rigt plastret til med statuer, figurer, kors m.m., så er Via Scandinavica tilsyneladende meget mindre belagt med religiøse symboler.

Det første skilt med den karakteristiske gule muslingeskal på blå baggrund sad på en pæl tæt på statuen. Så var vandringen rigtig i gang!

Det første stykke gik ad en sti langs vandet, men efter mindre end 1 km, drejede jeg ind i landet. Det gik forbi campingpladsen ved Puttgarten, hvor der allerede var en del beboere. Jeg så et par cyklister, der var tidligt ude denne lørdag formiddag. Et par stykker hilste pænt på mig og forstærkede mit indtryk af venlige tyskere.

Snart kom jeg ind i mere byprægede omgivelser. Typiske villaveje med pæne huse og store velfriserede haver. Det varede dog ikke længe, før byen forsvandt bag mig, og det næste stykke tid stod det på små landeveje, hvor de gule rapsmarker lyste op. Ruten var nem at følge på grund af de mange pilgrimssymboler.

Den første pause holdt jeg efter knap 8 km. Det var allerede begyndt at blive godt lunt, selv om klokken kun var halv elleve, så den gule vindjakke røg ned i rygsækken. Der blev også taget hul på vandflasken for væskebalancen skulle jo opretholdes.

Videre gik det ad landevejene, men ruten begyndte også at indeholde nogle jord- og markstier. Heldigvis var de fleste af dem tørre, selv om det havde regnet en del op til min vandring. Snart blev også turens første bro passeret – det skulle blive til mange flere den kommende uge.

Da klokken nærmede sig frokosttid, kom jeg til turens første større by, Burg Auf Fehmarn . Jeg fandt et lille kapel efter 16 km, hvor jeg bag kapellet spiste min mad, mens jeg nød solen. Jeg savnede dog en varm kop kaffe. Den eneste kaffe, jeg havde fået denne lørdag, var en termokopfuld, som jeg drak i bilen på vej til Rødby.

Heldet tilsmilede mig dog hurtigt, idet jeg kun havde gået kort tid efter min frokost, før jeg nåede til St.-Nikolai Kirke. Tæt ved kirken lå et stort torv med flere restauranter og caféer. Her fik jeg købt mig en kop kaffe, som blev drukket på en af torvets bænke. Vejret var pragtfuldt og torvet var fyldt med folk, der nød weekenden - det havde været en rigtig god start på min forårsvandring.

Herunder kan du se billeder fra første halvdel af den indledende vandredag.

Rygsækken er pakket.

Foran statuen der markerer starten af Via Scandinavica.

Rutens første Pilgerweg-skilt.

En hyggelig tysk villavej.

Forår med rapsmarker.

Ruten var godt markeret.



Pause i det gode vejr.

Småveje i det nordtyske.

Vandringens første bro.

På vej ind i en mindre by.

Frokost bag kapellet.

Ingen vandring uden kaffe.

En weekend på Camønoen - dag 2

Shelterpladsen var fyldt godt op, og folk hyggede sig tilsyneladende glimrende. Det gjorde det ikke helt nemt at få sovet igennem, og både Jack og jeg var en anelse klatøjede, da vi vågnede tidligt søndag morgen. Vejret var heller ikke opmuntrende - det regnede kraftigt og vi hørte også et par tordenskrald.

Jack fik hurtigt gang i madudstyret, og snart havde vi spist vores morgenmad - der ligesom aftenmaden var i poseform. Det kan måske lyde mærkeligt at få et helt måltid serveret i en pose, men de fleste af de varianter vi prøvede, smagte faktisk ganske udmærket. Også kaffen var bestemt til at drikke.

Regnen silede stadig ned, da vi pakkede vores grej sammen og forlod shelterpladsen. Dagen startede med et stykke gennem Store Klinteskov, før vi kom ud i det åbne landskab. Vi befandt os nu på det sydlige Møn og passerede småbyerne Busene og Kraneled, før vi nåede helt ud til kysten. I Klintholm Havn fik vi spist lidt, og jeg fik en kop kaffe mere. Herefter gik vi et pænt stykke langs stranden. Det blæste godt, men nu var det da heldigvis holdt op med at regne.

Før vi svingede ind i landet, fik vi købt is fra isbilen, der var ude på sin omdelingsrunde i Råbylille Strand. Det var herligt med noget sødt på en lang vandring.

Ved Råbylille forlod vi Camønoen og tog den direkte landevej tilbage til Stege. Her ventede Fruen på os, og vi afsluttede vores vandring med en herlig pizza fra et pizzeria i byens centrum. Trætte og mætte - og fyldt med gode indtryk - forlod vi Møn midt på eftermiddagen og kørte retur til Sjælland.

Distancen på andendagen blev lidt over 20 km, så i alt tilbagelagde vi godt 57 km i løbet af de to dage på Møn - og Camønoen kan bestemt anbefales!

Herunder kan du se billeder fra Camønoturens anden dag.

Morgenmad fra pose - bedre end man måske skulle tro.

Også kaffen var i poseform.

 

Det blæste godt ved Møns sydkyst.

Det sidste stykke gik ad landeveje.

På vej mod mål.

Humøret var godt.

 

Pizza, cola og en øl - en perfekt afslutning på en vandreweekend.

En weekend på Camønoen - dag 1

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg havde glemt en vigtig vandring i min oversigt over, hvad jeg lavede i 2016. Så for at råde bod på denne forglemmelse, vil jeg starte min gennemgang af bedrifterne i 2016 med at berette om en vandreweekend på Camønoen.

Fruens ældste søn, Jack, og jeg havde i foråret gået et par træningsture sammen. Begge gange var distancen omkring 25 km, men vi havde talt om at prøve at gå en længere distance sammen, og valget faldt altså på Camønoen.

Camønoen er en 175 km lang vandrerundstrækning, der - som det hedder på rutens hjemmeside - går "gennem Klintekongens land, på stier i urskoven, ind i jættestuernes indre, tæt på grotteedderkoppen, langs strand, på mark, under Danmarks smukkeste stjernehimmel". Ruten åbnede i 2016 og er blevet en rigtig stor succes.

Det lød jo lovende, så den måtte da prøves. Vi besluttede os derfor til at gå en rundstrækning på næsten 60 km. Den første lørdag i juli 2016 kørte Fruen os til Stege på Møn, hvor den obligatoriske start-selfie blev taget. Herefter gik det mod nord ad stier og veje i det udmærkede sommervejr. Det meste af formiddagen foregik på små asfaltveje, og selv om det var en fin tur, så følte jeg, at der manglede lidt provianteringsmuligheder. Vi havde heldigvis selv mad med, og frokosten blev indtaget efter de første 10-12 km i den lille by Ullemarke.

Herefter gik det videre ad de mønske landeveje - det var lunt og vi savnede stadig muligheder for at kunne købe forfriskninger. Vi nåede ud på eftermiddagen helt op til nordkysten og kunne nyde udsigten ud over det flotte hav.

Trætheden var begyndt at melde sig - men tørsten blev da slukket, da vi fik lov at fylde vores vandflasker hos en venlig beboer. Vi mødte også en mand, der sammen med sin hund og en trækvogn var på Camøno-tur.

Sidst på eftermiddagen nåede vi den østlige del af Møn og vandrede et pænt stykke på selve Møns Klint. Det var imponerende at opleve det fantastiske landskab. Der havde været nogle skred, som der ikke var blevet sat hegn op for - godt vi ikke kom gående i nattemørket!

Til slut nåede vi frem til Møns Klint shelterplads, ikke langt fra Geocenter Møn. Der var fire shelters, som var fuldt booket, men der blev alligevel plads til os. Jack havde medbragt kogegrej og posemad, og det smagte glimrende.

Etapen denne lune sommerlørdag blev på ca. 35 km, og trætte og mætte krøb vi i soveposerne hurtigt efter aftensmaden var indtaget. Det havde været en lang dag, men vi var klar til at fortsætte - det kan du læse mere om i mit næste blogindlæg.

Herunder kan du se en række billeder fra turens første dag.

Klar til start.

Mod nord ad en fin vandresti.

Mad og drikke skal der til.

En stor del af dagen gik ruten ad små landeveje.

Den nordmønske kyst.

Pænt sommervandrevejr.

Ruten er ganske fint markeret, og som det ses af nederste skilt, kan man vælge flere veje.

En mand med sin hund var en af de få andre vandrere, vi mødte på vores tur.

Møns Klint - et fantastisk landskab.

Hvad jeg lavede i 2016

Selv om der ikke kom blogindlæg i 2016, fik jeg alligevel vandret en del. Tre emner skilte sig ud:

1) Forårsvandring Puttgarten - Celle

I den første uge af maj gennemførte jeg årets længste vandring. Den gik fra Puttgarten og ned til den tyske by Celle. Turen varede godt og vel 8 dage og distancen blev på hele 365 km - det længste jeg nogensinde har gået. Jeg vil fortælle mere om denne tur i kommende blogindlæg.

2) Efterårsvandring Friedrichstadt - Gluckstadt

I de sidste dage af oktober gik jeg en lille 3 dages vandring på godt 100 km. Denne vandring vender jeg også tilbage til i senere blogindlæg.

3) Stafet For Livet

Stafet For Livet er et døgn, hvor der sættes fokus på kræftsagen, kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, vi har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft. Jeg deltog i 2016 i 2 udgaver af Stafet For Livet - henholdsvis i Ringsted og i Haslev. Begge gange gik jeg mere end 60 km. Jeg skal nok også berette om dette i flere blogindlæg i den kommende tid.

 

 

Alt i alt har 2016 været et begivenhedsrigt vandreår. Der har også været andre ting, men ovenstående 3 emner og alt mulig andet skal jeg komme tilbage til - håber du vil læse med!

Pilger-bloggen genoplives!

Jeg startede Pilger-bloggen i efteråret 2014 - helt præcist den 15. oktober.

Formålet med bloggen (et formål som stadig gælder) var at berette i ord og billeder om vandringer og træningsture i Danmark og i udlandet, ligesom det var tanken at lave indlæg om træning. skader, ernæring, udstyr og meget, meget mere - samt ikke mindst at dele mange af de tanker, jeg gør mig under de lange ture på landevejene og i de smukke landskaber, jeg passerer på min vej!

I løbet af lidt mere end et år fik jeg lavet i alt 192 indlæg, før jeg i slutningen af 2015 stoppede. Jeg havde stadig meget at berette, men var kørt lidt træt i blogskriveriet. Bloggen blev derfor sat på pause på ubestemt tid.

Det er ikke fordi, jeg ikke har gået vandringer i 2016 og jeg har da også både trænet og haft skader - så der har været masser af mulige emner at skrive om. Og en del af begivenhederne fra min vandreverden i 2016 skal jeg nok dele i den kommende tid!

For nu har jeg fået mod på at blogge igen - og desuden har jeg fået nogle (for mig i hvert fald!) spændende vandre-idéer, som jeg gerne vil dele med læserne. Så stay tuned, når Pilger-bloggen nu vækkes til live igen!

Vinter

Så er det blevet den 1. december, og vinteren er nu officielt startet i henhold til kalenderen. Vi har da også i de forløbne 14. dage haft både heftigt snefald og en kraftig storm, men lige nu er det tørt og relativ lunt.

Jeg har aldrig haft noget imod at træne udendørs om vinteren, men jeg må erkende, at jeg er langt mere til forår og sommer, sol, lys og varme. Og det er blevet værre med årene. Ikke at jeg lider af vinterdepression som så mange andre, men jeg er meget mere træt, end jeg var, da jeg var yngre.

I de seneste par dage har jeg været sløj og det er ikke blevet til nogen form for træning. Her sidst på eftermiddagen tog jeg mig dog sammen og gennemførte et løbepas i motionscentret. Det gik i og for sig udmærket, bortset fra at jeg mod slutningen fik lidt ondt på indersiden af venstre knæ - ikke ligefrem en god start på vintertræningen, men jeg fik dog gennemført hele sessionen.