Påskeferie er en herlig opfindelse! Fem dage fri og det er forår. Både Fruen og jeg har haft brug for at kunne slappe af i disse dage. Jeg fik dog vandret Skærtorsdag se indlægget for den dag.
Langfredag følte jeg mig træt efter torsdagsvandringen og desuden lidt ru i halsen, så det blev blot til en kort spadseretur sidst på dagen. Fruen var hos børnebørnene og fik fin motion udendørs med dem! Lørdag var vi i Svendborg, hvor jeg overværede en runde i DM i skak (en af mine andre interesser!), mens Fruen travede rundt i Svendborg og kiggede på butikker. Vi spiste aftensmad på Restaurant Svendborgsund - det var meget lækkert. Fruen fik en wienerschnitzel med smørsovs og brasede kartofler, mens jeg fik smørstegt rødtungefilet med persillesovs og hvide kartofler. Vi flottede os med en dessert fra månedsmenuen: Citrontærte, brændt marengs, frossen citronfromage, lakrids creme, krystalliseret hvid chokolade - en meget spændende kombination. Til måltidet delte vi en halv flaske Riesling.
I dag har vi sovet længe, og da vi vågnede kørte Fruen efter morgenbrød hos bageren i Glumsø. Da vi havde spist og læst avisen, så jeg Skak-DM-afgørelsen på nettet, og derpå var det tid til endnu en fast april tradition: Flandern Rundt på cykel, som blev sendt på Eurosport. Det er herligt at se et landskab, som meget ligner det, hvor jeg har gået en del 100 km marcher.
Efter at have set cykelløbet til ende, tog vi en times tid i motionscentret. Fruen fik hele 45 minutter på crosstraineren fulgt at lidt styrketræning, mens jeg løb mine sædvanlige lidt over 7 km på løbebåndet. Der var kun en enkelt anden, der trænede i centret i dag, og hun gik hurtigt - så til slut var vi helt alene!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar