søndag den 25. januar 2015

Sjællandsleden - syvende etape

Lad mig slå det fast med det samme: Det blev en rigtig flot vandredag på Sjællandsleden, og jeg er glad for, at jeg udskød vandringen til i dag.

Jeg havde valgt et andet startsted end Reersø, hvor jeg jo egentlig sluttede for godt 14 dage siden. Hvis jeg var fortsat derfra, ville det blive til en masse km langs stranden, og det kunne være blevet en rigtig våd omgang. Sådan tænkte jeg i hvert fald, da jeg valgte dagens startsted, som var beliggende sydvest for Jyderup.

Men det blev vådt alligevel! Jeg lagde ellers godt ud fra Jyderup Station ved 10-tiden i strålende solskin og næsten ingen vind. Planen var at nå ind på Sjællandsleden efter et par km, i Delhoved Skov på sydsiden af Skarresø. Imidlertid nåede jeg slet ikke så langt, idet stien efter ca. en km lige ved indgangen til skoven var helt oversvømmet (som man også kan se på det første billede herunder). Efter et par forsøg på at finde en vej udenom måtte jeg opgive og tage asfaltvejen mod syd.

Derfor kom jeg først ind på Sjællandsleden efter ca. 5 km´s vandring. Ruten gik de næste mange km ad snedækkede skovstier og små markveje, men det gik let og fint, og vejret var stadig pragtfuldt. Det var slet ikke så koldt som frygtet, og vanterne blev hurtigt smidt.

Ca. halvvejs på dagens etape kom så "vådområde" nummer to - her var Åmose Å gået over sine bredder og stien var totalt ufremkommelig! Jeg kom dog videre - bl.a. efter en lang tur ud over de omliggende marker! Herefter var ruten nogenlunde tør resten af dagen.

Fra omkring 20 km og de næsten 7-8 km var der tale om små hyggelige landeveje - det var blevet eftermiddag og sneen på vejene var efterhånden smeltet. Så kom et nyt skovstykke, hvorefter etapen sluttede med endnu et par asfalterede veje, indtil jeg nåede opsamlingsstedet, hvor Fruen ventede!

I alt blev det til godt 30 km - og en rigtig god ting var, at afmærkningen af ruten i dag var helt fænomenal!



Stien er helt oversvømmet!

Så jeg var nødt til at vende om.

Og først noget senere kom jeg ind på Sjællandsleden.

Sneen lå fint i skoven.

Flot dansk vinterlandskab.

Ruten - som hele dagen hed Jyderupstien - var meget fint afmærket.

Vejene tøede op i løbet af dagen.

Meget smukt

Mange heste havde vintertøj på.

Smukt beliggende shelter-område.

Eftermiddag - vejene er nu helt snefrie.

Dagens eneste jernbanepassage. 
Høj vandstand i Tude Å. 
En flot vandredaglakker mod enden.

Mod slutningen blev det lidt diset.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar