fredag den 2. januar 2015

Cooper Test

I dag var det så tid til at få lavet en konditionstest. Jeg anvendte den såkaldte Coopers 12 minutters løbetest. Det er en klassisk test, hvor det gælder om at løbe (eller gå) så langt som muligt på 12 minutter.

Jeg udførte testen på løbebåndet i motionscentret. Måske lidt snyd, vil mange sikkert hævde, men for mig er det vigtigste at have et sammenligningsgrundlag, så jeg kan udføre testen igen på et senere tidspunkt. Hældningen på løbebåndet satte jeg til 1%, så der blev kompenseret for, at der blev løbet indendørs på et løbebånd.

Før testen havde jeg varmet op i et kvarters tid - og hele træningspasset blev afsluttet med ti minutters let jogging og nogle strækøvelser.

Resultatet: Jeg startede med en fart på 12 km i timen. Dette tempo holdt jeg i 8 minutter, hvorpå jeg øgede farten til 12.5 km i timen. Da uret viste 10 minutter blev tempoet yderligere skruet op til 13 km i timen, som blev holdt de sidste 2 minutter. Da uret på løbebåndet passerede 12 minutter, viste distancemåleren 2450 meter.

Ved hjælp af en smart konditalberegner kunne jeg derpå finde mit kondital, som ligger på 43, hvilket er ret højt for en mand i min modne alder!

Og jeg er faktisk helt godt tilfreds - min kondition er bedre end jeg troede! Jeg løb mig heller ikke helt ud, så der er plads til forbedring næste gang. God weekend!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar